Når jeg blir stor

De fleste børn kender drømmen om hvad man gerne “vil være” når man bliver stor. Jeg vidste allerede som 9-årig hvad jeg gerne ville blive og det blev næsten sådan, sikkert fordi jeg skabte mig selv efter egen skabelon og sikkert også justerede mine drømme og ønsker hen ad vejen i forhold til mine muligheder og talenter. Jeg blev komponist, organist, forfatter, debattør, iværksætter, formidler og en del andet, meget af det måske mere ved tilfældigheder, end på baggrund af bevidste strategier. Men der er så meget andet, jeg gerne ville være og måske kunne være blevet, hvis og hvis og hvis. Sådan er det sikkert for mange.

Jeg ville gerne være ingeniør. Jeg havde en onkel, der var ingeniør, og jeg blev tidligt foræret et såkaldt “ingeniørsæt”, som jeg byggede kraner og maskiner og fantasifulde konstruktioner af.

En anden onkel var arkitekt og ham gik jeg rigtig godt i spænd med, så jeg tegnede ubyggelige huse uden mål og med, men drømmene om at blive ingeniør eller arkitekt blev hurtigt skrottet.

Så ville jeg gerne være noget med tog, helst lokomotivfører. Jeg byggede tidligt en vel 30 kvm. stor modeljernbane med alt hvad der hører sig til. Jeg fik et lille udhus til rådighed og bredte mig ud over det hele med mine skinner, huse og kirker, gader og veje, naturligvis belysning og både kørende biler og naturligvis tog, der holdt for stop og kørte over viadukter og gennem tunneler. Når jeg ser tilbage på det virker det dybt imponerende. Jeg blev ikke lokomotivfører, men det er ikke mange år siden, at jeg fik lov at sidde i førerkabinen i et tog og trykke på et par knapper. Jeg var henrykt…Der var andre drømme som forblev i min fantasi, men én har jeg tilbage. Jeg ville ikke være brand- eller politimand som mange andre drenge, jeg ville ikke være gartner eller bedemand som min farfar og far, men: jeg vil gerne have min egen bar. Et lille sted i en stor by, med plads til 20-25 gæster og mig bag baren dagen lang; alt på mine betingelser. Den drøm lever stadig….