Ikke på landet

Jeg kan ikke bo på landet. Jeg har prøvet det to gange, i Nordjylland. Første gang var 1980-81 i den idylliske Oxholm Gamle Smedje i Han Herred og sidste gang 2008-10 i Sørig Gamle Skole i Vendsyssel. Begge gange har mine tvivlsomme ophold været dikteret af en kvinde.

Karen Bit Vejle, min første kone, skulle føde vores søn Christopher i efteråret 1980 og mente at vi skulle bytte den lille lejlighed i Aalborg ud med større forhold, hvilket gav god mening. Men hendes barndomsønske om at bo i den gamle smedje til Oxholm Slot på halvøen Øland var jeg en smule betænkelig ved, bl.a. fordi huset slet ikke var ledigt.

Jeg drog dog ud til godsejer Steen Glarborg og fremlagde Bits ønske, og han, som kendte Bit, indvilligede i at foretage omrokeringer i de 13 huse, der hørte til slottet, så vi, kort før sønnens fødsel kunne indlogere os i det eftertragtede hus, der var fredet og en lokal turisttraktion. Det mærkede vi mest i weekenden, hvor folk på skamfuld vis direkte gloede ind ad vinduerne. Jeg havde arbejde i DR med hele landet som funktionsområde og var meget hjemmefra. Jeg tror ikke, at jeg to hele dage opholdt mig hjemme, for jeg skaffede mig altid ærinde inde i Aalborg. I og for sig skadede det ikke min lille familie så voldsomt som man kunne tro. 

Bits reaktion på at blive mor resulterede bl.a. i at hun, næste som et moderdyr, krøb beskyttende sammen om sit (og mit) barn og ikke havde øje for verden omkring sig. Det var smukt og rørende og helt i tråd med den ydre og indre skønhed, jeg havde forelsket mig i. Efter et år havde vi alle fået nok af landluften og flyttede ind i Aalborg-forstaden Hasseris.

26 år efter mødte jeg så Dorthe Hansen og vi giftede os i august 2008. Dorthe er keramiker og hun bor i en gammel skole, hvor hun har bygget eget værksted og indrettet skolestuen som café og keramikbutik. Med til Dorthe hørte altså hendes bopæl, som jeg i en bog beskrev som beliggende i “krydset mellem ingenting og ingenting”. Det var en stor prøvelse for mig, og bl.a. det faktum, at Dorthe var uflyttelig gjorde ægteskabet til en fiasko.

Jeg befinder mig simpelthen ikke godt på landet. Jeg bliver urolig af roen, jeg bliver utryg ved skræmmende marker og jeg kan ikke lide lugten eller menneskene på landet. Kan være, at det er en arrogant og menneskefjendsk holdning, men den er min, og forsøg på at bearbejde den er hidtil ikke lykkedes. Selv kærlighed kan ikke overvinde den eller omvende mig. Jeg kan simpelthen ikke bo på landet…