Hvordan jeg blev Le Chef

Jeg flyttede hjemmefra som 20-årig. Det skete 15. maj 1974. Hvis ikke jeg siden jeg var 14 havde levet mit eget liv, en del på rejse, og i årene indtil da havde fået erfaring med hotelliv og restaurationsmad, havde jeg nok ikke holdt ud at bo hos mine forældre så længe. Jeg flyttede ud i en spritny lille lejlighed i det dengang mondæne Skelagergårdene i Hasseris, Aalborg. Som tidligere beskrevet kunne min mor efter eget (og andres) udsagn ikke lave mad, så i min barndom var det mest farmor (og skiftende kæresters mødre), der stod for den del af mit liv.

Af grunde, som jeg stadig ikke forstår, begyndte jeg ganske uden erfaring eller indsigt (i skolen havde drengene sløjd og pigerne husgerning) at lave mad – ret hurtigt på et acceptabelt niveau. 

Da fandt jeg ud af, at Danmark er for lille et sprogområde til at have sit eget køkken. Derfor er de fleste retter importeret og ødelagt på dansk. Jeg har i flere år rejst med historien om at frikadeller kom til Danmark for 150 år siden fra Italien, hvor de kaldes fritta deli. Det er vist løgn, for de kaldes faktisk polpette på italiensk. En anden yndet historie handler om den røde pølse som jeg aldeles sjældent indtager. Den kaldtes oprindeligt wienerpølse og var rød, fordi en forordning i Wien siger, at pølser, der ikke bliver spist samme dag som de er kogt overhældes med rød farve for at tilkendegive at det nu er dyrefoder. Den historie er til gengæld sand og det fryder mig at berette om danskernes hang til dyrefoder som streetfood.

Alt dette fordi jeg fandt ud af at traditionel dansk mad består af kogte kartofler, brun sovs og noget kødagtigt. Ikke andet, men varieret i én uendelighed uden derfor at smage anderledes end originalen. Kort sagt: jeg lærte hurtigt at lave dansk mad. Det er som med tal – der er kun ti af dem og de er hurtigt lært. Men bogstaver er der hele 28 af, og kombinationerne er uendelige som stjerner på himlen. Især hvis man tager andre alfabeter med. 

Denne filosoféren og kedsomheden ved de tre danske ingredienser fik mig til at tage på en kulinarisk opdagelsesrejse worldwide, og den slutter næppe nogensinde. Der er simpelthen ikke det sprog, jeg ikke kan lave mad på. Jeg bruger sjældent opskrifter, men den metode, jeg også bruger når jeg oplever billedkunst: jeg ser billederne – om de er uden titel, malet af et menneske eller en abekat og hvornår og hvordan interesserer mig ikke i første omgang. Altså har jeg på mine mange rejser smagt mig frem til “fremmed” mad og er blevet ganske god til de forskellige arter og afarter. I øvrigt nyder jeg at lave mad men er glad for at jeg havde sløjd og ikke husgerning i skolen. I øvrigt elsker jeg at lave mad i store mængder og går ikke af vejen for at tilberede 20 liter gazpacho til vennerne på den lokale.

Velbekomme!