Alt med måde – sludder!

I 1801 skrev Grundtvig “Ved jorden at blive, det tjener os bedst” og som om det ikke var nok fulgte  Kaalund i 1877 trop med det grå budskab i “På det jævne, på det jævne” (for en sikkerheds skyld gentaget 10 gange). Det handler om mådehold og beskedenhed, om ikke at få for høje tanker om sig selv (der er en snert Jantelov over det) og andet kedsommeligt. 

Somme steder går man og bekræfter hinanden med udtryk som “alt med måde” og “for lidt og for meget fordærver alting”. Det er bagstræberisk, udviklingsfjendsk; en dybest set aldeles u-menneskelig holdning; en rigtig partykiller.

Jeg er vokset op i et underligt krydsfelt mellem mådehold og en vis lemfældighed med de i øvrigt sparsomme midler, der var til rådighed i mit hjem, kort sagt: ødselhed. Det er jeg blevet et forholdsvis rationelt menneske af, men jeg får da også prædikater som “generøs”, “rundhåndet” og “ødeland”, og det skal nok passe, når Per Jensen i forordet til min bog “Signatur” venligt skriver om mig “Han vil give den sidste krone til sidemanden i baren, der mangler den”. Og jeg oplever ofte at stå med en tom cigaretpakke på gaden fordi jeg giver til alle der spørger. Jeg har lejlighedsvis oplevet at være uden øl og cigaretter – det er ikke rart!

Nu kan “alt med måde” jo også forstås i overført betydning: mentalt, følelsesmæssigt, åndeligt. Dér forsøger jeg at give hvad jeg kan. Det betragter jeg som en gudgiven menneskelig forpligtelse som jeg opfylder efter bedste evne og med glæde. Jeg synes, det er et stort problem, at vi opdrages til mådehold, der ofte bliver til fornærethed, og at samfundet som sådan synes baseret på det. “Skat er penge, man låner til Staten og som man selvfølgelig skal have igen” sagde en sidemand i baren forleden. Nej, skat er penge, man giver til fællesskabet til fordel for dem, der mangler, uanset hvorfor. 

Sådan er det også med følelser….