Rita i Rafa
Det er omkring 1960. Supermarkedet kommer til min føde- og opvækstby Aalborg. I forvejen havde man siden 1930’erne haft varehuset Borgporten, etableret af en jødisk flygtning, og det var i sig selv en sensation, beliggende på det fantastiske funkis-mekka Vesterbro. Nu kom så varehuset Rafa i Bispensgade, og der købte vi ind, mor, søster Jena, far og jeg, hver fredag ved aftenstid. Fødevarer købte vi hos lokale købmænd, slagtere og grønthandlere efter ordre fra farfar, der var selvstændig og konservativ, – i Rafa gjaldt det rengøringsmidler, sokker og den slags. Og – ikke at forglemme: varm kartoffelsalat med pølser i Rafas cafeteria på første sal, pris 2,75 kr. Det var min livret, dygtigt serveret af en vel 25-årig kvinde, Rita, som jeg var dybt forelsket i. Jeg ved ikke, hvad jeg nød mest – maden eller damen (bemærk: anagram), men jeg blev i hvert fald mæt. På et tidspunkt kom så Kvickly, brugsforeningen i Vingårdsgade, og de ca. 150 kr. til indkøb blev placeret dér. Det var tættere på vort hjem, og der kunne man få det hele: mad, skurepulver, sokker – og faktisk også den elskede kartoffelsalat. Den smagte ikke så godt som Ritas i Rafa og i årevis drømte jeg stadig om den skønne kvinde (og tog i øvrigt rulletrappen op i Rafas cafeteria og stalkede hende en smule).
Nå, vi købte altså ind i Kvickly, og det måtte farfar ikke vide. Da min elskede farmor en dag vovede sig derhen fik hun en verbal røvfuld af farfar – vi skulle støtte de små handlende og ikke handle slige steder, uanset rabatter og tilbud. Men farmor var sin egen herre og nægtede som familiens økonoma og madmor at lade sig styre af konservativ tænkning. Jeg overhørte selv meningsudvekslingen på afstand og husker tydeligt farfars afsluttende replik: Så kan du i det mindste vende vrangen ud af indkøbsposen, når du går forbi købmand Jensen, Olga! Det gjorde hun så – en kort tid, så reklamerede hun igen for Kvickly på gader og torve.