Spritterne på Sauers
Sprittere blev de kaldt i min barndom – de subsistensløse, gadealkoholikerne, bumserne, originalerne. På mange måder udstødte, selvom der også i dagligdagen var en vis tolerance med denne befolkningsgruppe – bare de ikke generede nogle og holdt sig for sig selv. Det kunne være på den store mark mellem Kayerødsgade og Jyllandsgade i Aalborg – de Sauerske grunde eller Sauers Plads, opkaldt efter en velhavende gartner i slutningen af det 18. århundrede. Her holdt cirkus til et par gange om året, her kunne vi børn lege, cykle og fiske i nogle vandhuller – og så kunne spritterne skaffe sig ly under gammelt skrammel – pladsen blev også brugt til bygningsaffald. I dag er grundene (alt for) tæt bebygget med brandstation, politistation, kirke, plejehjem og boliger.
Som barn brugte jeg selvfølgelig også pladsen, der lå kun 100 meter fra mit hjem. Men når det blev sen aften, fik pladsen en helt særlig betydning for mig, især om vinteren. Da skulle jeg med min far rundt at samle sprittere op og køre dem på herberget på Forchammersvej, så de kunne få en seng at sove i. Det var en del af opdragelsen at deltage i dette forsorgsarbejde, og selvom spritterne kunne virke skræmmende i deres fremtoning så var de det ikke. Det var bare med at hanke op i dem, få dem ind i bilen to ad gangen, bringe dem til herberget og betale vistnok 1 krone pr. hoved. Det var en fast trafik 3-4 gange om ugen med 3-4 transporter pr. aften.
Faktisk kunne de godt lide det, og min far var forholdsvis populær hos staklerne, også når de kom til en månedlig “sprittergudstjeneste” (i sig selv en farverig affære) i Ansgarskirken hvor far arbejdede. Ud over at få en forståelse for de mindre heldige i samfundet gav det også øjeblikkelig kredit hos spritterne. “Det er Knuds søn, kom lige herhen” vrælede de ofte, når jeg legede med de andre børn – og jeg var en sand helt, når jeg kunne tage kammeraterne med hen til Børge Bøvs, Tosse Marius og hvad de hed for at få nogle saftige historier fra det virkelige liv.