Politikerlede

Jeg har lidt af politikerlede fra fænomenet blev til et ord i 1962. Der blev ikke talt politik i mit barndomshjem; farfar var som lille selvstændig konservativ af konvention, far stemte som farfar (indtil han af platte grunde blev socialdemokrat), farmor og mor stemte som deres husbond – altså helt efter bogen på den tid. Politik var ikke noget, man talte om. Man stemte bare.

Min far var ikke nogen ven af autoriteter for at sige det mildt. Han havde ikke respekt for læger, præster, jurister og den slags, og slet ikke politikere. Alligevel var han snobbet nok til at bukke og skrabe for Orla Møller, præst (i familien kaldt “hoven”), som far arbejdede under, og som var “folketingsmand”. – Sådan er der så meget.

Jeg var alligevel tidligt ude med en slags politisk engagement, allerede som 14-årig. Ikke egentligt partipolitisk, men i hvert fald med en placering på vestrefløjen. Jeg har penduleret i det landskab siden. En historie, der bør fortælles engang.

Her skal det handle om, at jeg ikke kan lide politikere. Hele tre gange er jeg blevet opfordret til at “stille op” – seriøst! – men det har ikke kostet mig mange minutters overvejelse at sige nej. Politikere er efter min mening noget skrammel. Jeg har kendt og kender en del af slagsen og det skal understreges, at det ikke er de mennesker, der er inde i politikerne, der er mål for min vantro og undertiden afsky, men jeg mener, at politik korrumperer. Ikke nødvendigvis materielt – det kunne man vel komme til livs – men mentalt, åndeligt. Det er min erfaring, at mennesker, der bliver politikere oftest bliver småt tænkende, ukritisk chauvinistiske og kompromissøgende på den ufrugtbare måde. I enkelte tilfælde smitter det af på deres personlighed, og jeg har oplevet, at mennesker, der har gjort politik til deres levevej, langsomt, men sikkert har ændret karakter og moral og efterhånden er fremstået helt ukendelige for mig. Idealismen går fløjten.

Måske er det som så meget andet alderen, eller rettere: erfaringen, mange års leven, der gør, at jeg mere og mere føler, at politikeres nedtur som mennesker accelererer. De bliver simpelthen værre og værre, og i løbet af mit liv er fænomener som spin, løgne, forførelse, manipulation og andet skidt blevet sædvane hos politikere, selv i de civiliserede lande, jeg opholder mig i. 

I denne coronatid har politikerne voksende opbakning. Det er det ultimative tegn på politikerlede.