I seng med fjenden

Dette skal, som så meget andet, handle om eksfruen Christina, men historien om hendes noget manifeste holdning begynder lang tid før jeg mødte hende, nemlig da jeg som det naturligste i verden kom på fuld tid i Danmarks Radio (i dag af uransagelige grunde alene “DR”), nemlig i 1979. 

Ved den lejlighed blev jeg udstyret med et ID-kort, en nagra båndoptager på 11 kg, da det var en særlig stereoudgave, nogle papirer om hvordan jeg skulle opføre mig i den fornemme institutions tjeneste og andet immaterielt og materielt grej, herunder to canvas-tasker påført Danmarks Radios hæderkronede logo. 

De grimme og upraktiske tasker var eftertragtede, fordi det dengang “var noget” at arbejde for monopolmediet. Da jeg efter få år blev træt af at blive standset på gaden af folk, der klagede over en eller anden TV-udsendelse, som jeg ikke havde en disse med at gøre, anskaffede jeg mig en mere neutral arbejdstaske – men var dog ikke mindre stolt af at arbejde for Danmarks rigtige radio.

I midten af 80’erne, hvor monopolet begynder at vakle og institutionen finder det betimeligt at hoppe på den herskende markedsførings-trend får medarbejderne så uddelt t-shirts og anden beklædning som reklame for det, vi sendte. Det var heller ikke lige mig – jeg gik på den tid klædt som John Danstrup, hvis nogen kan huske ham – i jakkesæt og slips, dog uden vest.

Men: dyrt indkøbt bomuld skal ikke smides ud, og da Christina og jeg slog pjalterne sammen i 1985 anvendte jeg Radioens t-shirts som natskjorter. Det faldt ikke i god jord hos Fruen, som i forvejen mente, at radioen var mit andet hjem (det første var Klosterkroen). Hun beordrede mig af med overnattøjet med den spidse bemærkning: “Jeg ved jo aldrig, om jeg er i seng med Den Rullende Rockredaktion, P2 Klassisk eller Radioavisen…”. Jalousi er en grim ting, fru Kühl!