Søster Jena-Maria

Min søster Jena-Maria ville være blevet 75 år i dag, men døde i 2001. Navnet Jena-Maria var en smule dristigt valgt tre uger efter Danmarks befrielse, for den tyske by Jena i Thüringen var kendt som hjemsted for et par store fabrikker, der bidrog til krigsførelsen. Oprindelsen til navnet var nu også en anden, nemlig den populære koncertsangerinde Elsa Jena, som mine forældre beundrede; der er næppe tvivl om at “Maria” henviser til Jesu moder.

Omgivelserne talte ofte om Jena og mig som to enebørn. Ikke blot pgra. de ni års aldersforskel, men fordi vi på mange måder var vidt forskellige og blev opdraget som nat og dag. Jena ret strengt ud fra et missionsk tankesæt, jeg aldeles frit – mere end jeg kunne tåle. Denne forskel har jeg aldrig forstået, men det gav min søster og mig to helt forskellige liv, og ud over at hun nok i de første år tog sig af mig som en storesøster, så havde vi ikke meget samvær gennem livet. 

Jena havde et svært liv. I 1953 blev hun et af de 7.000 danske ofre for polioepidemien med et flere måneder langt sygeleje. Hun blev rask, men kom til at mangle et skoleår, som ikke blev indhentet – dengang havde man vist ikke opmærksomhed på den slags. Hun havde da også fysiske følger af sygdommen i form af en generelt svag krop, som svækkede hendes modstand over for f.eks. kræft, som hun fik i 50 års alderen samtidigt med at hun fik post-polio syndrom. Hele min barndom og hele Jenas liv fyldte Polioforeningen meget, og selv i dag er foreningen aktiv med støtte til 10.000 mennesker, hvilket nok kan undre i Corona-tider…

Jena havde også et vanskeligt socialt liv. Hun fik ikke nogen uddannelse, men var en ret god syerske og fik en del ros for den metier. Hun fik to sønner i et ægteskab, som krævede sit af hende – og et nyt, som jeg ikke rigtigt kender til. Hendes opdragelse betød bla. at hun havde en ydmyghed af et helt unødvendigt, næsten grotesk, omfang og i det hele taget kom hun vist aldrig på forkant med livet, måske fordi hun ikke stillede særligt store krav til det.

Jeg kan ikke påstå, at jeg kendte min søster, sådan som mange søskende kender hinanden. Jeg vil nok hele mit liv tumle med det, jeg tænker på som en tragisk skæbne. Jeg har dyb veneration for hende og det spinkle minde om hende, men elskede jeg hende? Jeg har aldrig troet på, at “blod er tykkere end vand” som metafor, men mit forhold til søster Jena har altid sat mange fastfrosne meninger og følelser på en alvorlig prøve. Det hører nok aldrig op og jeg ærer hendes minde!