Familiepest

Jeg læste for nyligt, at man kan opregne 27 forskellige konstruktioner af begrebet familie i Danmark. Det naturligvis afstedkommet af at landet har verdens højeste skilsmisserate, at frisindet endnu har plads i den danske folkesjæl og det danske samfund, og de seneste årtiers udvikling med bonusbørn, papbørn, fosterbørn og hvad det nu hedder. I princippet er jeg vokset op i det, der kaldes en kernefamilie, altså far mor og børn uden skilsmisse, selvom min far af en eller anden grund pludseligt skaffede sig et uægteskabeligt barn – en grufuld historie som skal fortælles senere.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan jeg blev opdraget (alt for) frit, og jeg var ikke mange år gammel før jeg meldte mig ud af familieriet. Mine forældre fravalgte egentligt sig selv ved at være meget lidt tilstede, min farmor og farfar havde jeg tilvalgt, hvis ikke de fra min fødsel havde været bagstoppere for min mor og far. Min storesøster kendte jeg ikke rigtigt. Uden om denne såkaldte familie var der en morfar, som jeg næsten ikke havde kontakt med, og 10 onkler, mostre og tanter plus disses børn, altså fætre og kusiner, som jeg særdeles sjældent så, og ingen af dem har jeg skænket en tanke de sidste 50 år; nogle af dem kan jeg ikke engang huske navnet på.

Min erfaring er, at blod ikke er tykkere end vand som mange vist mener, og da jeg altid har haft mulighed for det, har jeg so hovedregel fravalgt familiens medlemmer. Selv ikke i min halvhøje alder savner jeg familie og jeg er særdeles tilfreds med min strategi med at vælge til og fra blandt de mennesker, jeg træffer på min vej – blodbeslægtede eller ej. Jeg elsker mine børn fordi jeg synes, det er nogle prægtige mennesker, min kærlighed til deres mødre er intakt, men familie…?

Naturligvis var der obligatoriske familiefester i min barndom men jeg undgik de fleste og tilbragte tiden med mig selv. Der var dog én undtagelse, min onkel Holger, gift med min mors søster. Holger var en excentrisk arkitekt, et menneske, der helst levede i luksus, både materielt og mentalt, så meget, ressourcerne strakte til. Var der udsigt til, at Holger ved en fejl havde booket sig ind til en familiefest, tilmeldte jeg mig også, for Holger hadede disse sammenkomster lige så meget, som jeg. Derfor stred vi os igennem det mest nødtørftige – suppe, steg og is i begrænsede mængder, for det var ikke vore livretter. Derefter tog Holger mig med på bytur når det blev tid for tåbelige, helt uinteressante taler. Turen indeholdt spændende samtaler om arkitektur, kunst, fremmede himmelstrøg, filosofi og den slags, og havde stegen været for sej, måske en pølse på banegården. Ud over et par fester i anledning af to af mine giftemål og en dåbsfest for datter Nathalie, har jeg ikke været til familiefest siden min søster blev gift vistnok i 1970. I stedet forsøger jeg at gøre livet til en fest, og folk, der kender mig ved, at jeg ikke går af vejen for at arrangere eller opsøge festen, når lejlighed byder sig. Men familie – nej tak!