Corona-noter – en inficerende pamflet
1. til 5. februar 2020 var jeg i Milano sammen med mine to yngste børn. På sidste dagen kørte vi lidt rundt ved Como søen, spiste frokost på en glimrende restaurant i Lierna og begav os til en fyldt lufthavn i Bergamo. 10 dage senere blev området karakteriseret som et af de europæiske epicentre for Covid-19, også kaldet Corona; for nyligt blev det kundgjort, at virussen allerede i 2019 havde bredt sig i området. 11. marts udregnede Johns Hopkins-instituttet inkubationstiden til 11,5 dage og rundt om blev begrebet karantæne hverdag – i hvert fald sprogligt, for selvom ordet måske var nyt, er der rigtigt mange mennesker, der har karantæne som en slags normaltilstand. Karakteristisk udtrykt i en satiretegning ledsaget af teksten “Åh nej, en fysisk afstand på 2 meter til andre? Kan vi ikke snart komme op på de sædvanlige 5 meter her i Danmark?”…
Min hverdag blev ikke nævneværdigt anderledes. Det meste af mit arbejde foregår “hjemme”, isoleret ved en skærm; jeg pendlede i hele perioden mellem DK og Berlin/Hamburg flere gange, Paris to gange og London en enkelt gang. Uansvarligt vil nogle mene. Jeg bragte ikke mig selv i karantæne mere end jeg er i forvejen. 3. marts blev jeg under et årligt helbredscheck i Berlin testet for Corona (uden symptomer, det var blot et tilbud) og 23. marts det samme “Nu De er her alligevel” som sygeplejersken på Charité sagde. Begge gange negativt. Min alder placerer mig automatisk i risikogruppe, men jeg har ikke været (fysisk) syg hverken med Corona eller andet. Til gengæld har det, der kaldes en sundhedskrise (ordet krise har rod i det græske “krisis”, som betyder vendepunkt) vendt grundigt rundt på min tillid til stort set alt etableret omkring mig, andre mennesker, politiske systemer etc.
Indtil første juni råbte og skreg jeg som vanligt på Facebook og i nogle aviskommentarer især om den måde, sproget mishandles på under krisen, så gav jeg op og meldte mig ud af skidtet. I hvert fald indtil videre. Jeg oplever stadig ikke noget vendepunkt, snarere et nulpunkt, og fra denne intethed har jeg fundet nogle af de tanker, underbevidstheden bragte op til overfladen de måneder, der af nogle blev kaldet “det fordømte forår”. Her er de – tankerne – hulter til bulter – jeg håber, de smitter! Først et gammel grundsynspunkt…
Politik (klumme i Centrum-avisen 24/11-2006 og i bogen “Klummer er osse brød” 2011)
”Hvorfor stiller du ikke op til byrådet eller folketinget. Du mener jo noget om alting og kan aldrig holde kæft”, sagde Henrik til mig forleden. Jamen, jamen, kæreste dog! Sagen er at jeg ikke kan lide politikere. Det er ikke de mennesker, der er inde i politikerne, det er dem uden på.
Jeg kender en del mennesker inde i og de er ganske vittige, rummelige og kærlige. Når politikerne er sammen som mennesker, så hygger sig også fra højre til venstre og nede fra og op. Men det går ofte galt når de er politikere. Jeg ved godt, man ikke må håne andre p.gr.a race, køn, religion osv, men jeg prøver alligevel. På dansk har vi jo tre køn – hankøn, hunkøn og intetkøn. Det forekommer mig, at politikere er intetkøn.
Det har ikke noget med skønhed at gøre (faktisk er der en del labre larver på den politiske scene disse år og de går oven i købet i kjoler) det er noget med at politikere generelt er u-mennesker, intetkøn. Det er politikken, der gør dem til det. Fordi den kalder på de mere betændte instinkter i os. Sat på spidsen kan man sige at politik korrumperer, måske ikke økonomisk, men mentalt. Politik tvinger en samtaleform frem, som ikke er mennesket værdigt, den tvinger usandhed og uvederhæftighed frem, mennesker bliver strategiske og bagstræberiske af politik. Det blir svært at få øje på det vittige, kærlige, rummelige.
Politik handler om kompromisser. Det vil de fleste nok betragte som en god ting, men det er det kun sjældent. Som regel handler det om, at fordi alle skal være tilfredse blir ingen det, man når laveste fællesnævner og så går gassen af ellers gode idéer og initiativer til gavn for mange.
Så er der magten! Magt er en nødvendighed i politik og derfor jager politikerne den, men de løber kun efter neonskiltet med ordet MAGT og ikke det, de skal bruge magten til. Så mister de ofte perspektivet og proportionerne. Og fordi de ikke har tid til at se sig tilbage, glemmer de hvor de egentlig kom fra. Måske burde de netop se sig tilbage – der kunne jo løbe én med en kniv…
Jeg generaliserer meget og det er for ikke at nævne navne. Enhver kan jo lave sin egen navneliste. Men politik er da nødvendig i et demokratisk og humanistisk samfund? Ja, men kunne man ikke lave en meget stor og klog tænketank med en hulens masse arbejdsløse humanister, der i løbet af nogle år kunne se på hele dette politikhalløj og nedkomme med gode råd om, hvordan politikerne kan skabe bedre plads til sig selv som mennesker i den daglige politik.
Så kan det da være, jeg stiller op, Henrik!
Coronanoterne
Digt om Mette F (skitse; færdiggøres næppe)
Mette F roder og regerer/rumsterer?
Mette F peger og pointerer
peger fingre og pointerer forbud
Mette F tager magt og giver agt
Ikke noget del og hersk her – MF nøjes med hersk
MF skælder og skænder og skuffer og skummer
etc. etc. etc. (privat note: kasséres).
Maske. Før måtte vi ikke bruge maske – nu skal vi.
Mundbind. Da jeg kom ind på WC’et på HH erfarede jeg, at man ikke kan skide med mundbind.
Mundbind. ”Smilede du lige?” spurgte C. – Heldigvis må vi endnu smile med øjnene.
Politikerne begyndte med at blokere intelligensen. Nu er de kommet til sanserne.
Værst? Nogle siger, at kuren ikke må være værre end sygdommen, men hvad hvis eftervirkningerne bliver værre end kuren?
Hyggesang. Malene Wind i kommentar i Berlingske 29/5: “Mens vi hyggede os i Danmark, forandrede Tyskland Europa. Meget tyder på at tyskerne har været åndeligt vågne under coronakrisen og undladt at bruge samtlige corona-uger på alsang og sygdomssnak”
Magt. Overskrift på TV2.dk 13/6: “Socialdemokraterne vil ikke ændre rejseregler – men man behøver ikke følge dem”.
Inficeret presse. Først misinformerer myndighederne politikerne (“Er det Sandhedsstyrelsen? – Nej det er Sundhedsstyrelsen”). Så læner politikerne sig op ad myndighederne og misinformerer pressen. Så formidler pressen fake news og løgne til befolkningen. Endelig render befolkningen rundt og misinformerer hinanden (Nu må vi ikke rejse til København mere” – jo, vi må rejse hvorhen vi vil, det kan danske politikere ikke bestemme (endnu)). Det er skræmmende på alle planer. Gennemgående handler det om, at man anvender ordene “må”, “bør” og “skal” i flæng – selv i en officiel “Corona-Guide” i marts, som Ritzau og resten af pressen kritikløst kopierer. Virussen rammer også pressens prioriteringer. Det er forståeligt, at corona døgnet rundt er “breaking news”, men hvis man havde et mere engageret og kritisk forhold til virkeligheden kunne man jo opprioritere andre stofområder. Det er ikke “breaking news” at endnu én dansker er død med corona (ikke “af” som talrige medier skriver vedholdende i mange uger). Men “nyheden” understøtter den formidling, der fuldstændigt overdøver substansen i krisen, formidlingen af tal, statistikker, grafer og den slags. Sådanne er dårlig formidling til den brede befolkning, fordi de fleste ikke kan sammenligne, ikke kender nuancer og baggrund og derfor får en alt for fragmentarisk forståelse af situationen. Når man lægger til, at medierne opfører sig som nyttige idioter for en regering, der overdoserer pressemøder (mange uden reel nyhedsværdi) og bliver følgagtige som lemminger, tegner der sig et lidet flatterende billede af pressen. Og 2/3 henne i forløbet er der nogle, der indser det og skifter spor. Men hvor bliver den egentlige selvransagelse af? Sammen med de manipulerende tal og statistikker har man også følgagtigt introduceret befolkningen for – og forurenet sproget med – nye ord som flokimmunitet, smitteopsporingsstrategi, anerkendelsesværdigt formål. Ingen eksperter har overbevisende gjort rede for indholdet af disse begreber, fordi de selv (eksperterne) bruger ordene i flæng og uden konsistens. Man bliver ikke en god kommunikator af at være virus-ekspert! Endnu værre går det, når “bløde” begreber som samfundssind, udskamning og social afstand køres igennem den politiske og folkelige æltemaskine. Det er utrolig skadeligt og der findes ingen medicin mod dén virus. Den person, der har importeret/oversat det engelske begreb “social” afstand til – social afstand, burde være hjemfalden til straf, evt. 3-dobbelt som andre coronastraffe. Fysisk afstand har utvivlsomt haft sin virkning (og på de nordlige breddegrader er man i forvejen gode til den slags), men man burde netop tale for “socialt nærvær” under en krise – det, statsministerens taleskriver uelegant har kaldet “Stå sammen hver for sig”.
Kritik. Som den jeg nu er brugte jeg krisens første tre måneder på at kritisere især formidlingen af krisen. Dels gennem mange opslag på Facebook, dels gennem ca. 100 direkte henvendelser til journalister/medier, der ganske enkelt havde skrevet forkert. Omkring halvdelen reagerede, overvejende dem, der gav mig ret. Af dem rettede ca. halvdelen i deres online-tekster straks. Jeg blev træt og 1/6 déaktiverede jeg mine platforme på de sociale medier og holdt op med at læse og kommentere nyheder. Det er ikke så vigtigt hvad jeg gør, men jeg har mærket en tiltagende træthed hos andre også. Mange andre. Det kan næppe være sundt i et demokrati.
Bag en Støjbergkage. Fra klumme på bt.dk juni (forfatter desværre glemt): “På trappen til Folketinget møder jeg en minister, der med stolthed i stemmen fastslår, at hun har truffet 1.600 myndighedsafgørelser under covid-19-krisen. “Oh, hvilken magt”. Må der være studenterkørsel? Hvor mange stop må der være? Hvor længe må de vare? Må der være øl på vognen? Vin? Spiritus? – Det er godt nok politik i højeste potens… Reglerne ændres dag for dag. Ingen kan længere følge med, så måske var det bedre med denne ene: Opfør jer fornuftigt!”
Magt. Men politiker og myndigheder mener altså ikke, at borgerne (af statsministeren konsekvent kaldet “danskerne” – hvorfor mon?) kan opføre sig fornuftigt. Det er der sikkert en lille procentdel, der ikke kan, men der tales til hele befolkningen som var vi debile eller gik i 0’te…
Grænselukningen giver mig klaustrofobi. Jeg rejser ud.
Karantæne. Vi skulle alle have lagt os til at sove i 14 eller 40 dage.
Folkeforførelse. 1 mio synger samme sang på samme tid – skræmmende! På gågaden i Aalborg skal man gå i samme retning…
Magt. 9/4 Mette Frederiksen i samråd om EU-budget: “Hvem skal betale 6.000 mia Euro? JEG har ikke pengene”. Nej, det forventes en statsminister med 1,6 mio. kr. årligt i løn og angiveligt vokset op i en ghetto ikke at have. Kan hun tænkes at mene “Vi” – som i befolkningen? Emmanuel Macron i tale til nationen 14/6: “Det er på tide at visse europæiske statsledere holder op med at sige JEG og siger VI i stedet”.
Pladsbillet. Jeg kører i tog mellem Hamburg og Berlin. 8 vogne med plads til 80 i hver. Vi er fire i hele toget bliver jeg fortalt. Jeg sætter mig i restaurantvognen. En tjener serverer øl u.b.
Befriende – at blomsterhandlere, boghandlere og biodynamiske butikker må holde åbent.
Afbrudt dagbog. 05.00 vågne, tænde for P1 (NDR Kultur når P1 blir for pinligt f.eks. Hjernekassen) bade, hente brød hos bager, spise morgenmad 06.00 læse nyheder, e-post, Facebook (og skrive 10 opslag) m.m. 07.00 dagens første vandring 09.00 skrive på digtsamling, erindringer m.m. Skype med venner og familie; opfølgning projekter, der ikke er helt gået døde 11.00 hygge i privat smugkro under iagttagelse af corona-vejledninger 12.00 dagens anden vandring; nødvendige indkøb 13.00….
Sang smitter på den dårlige måde. Når man synger smitter man mere siger en ekspert. Det kaldes Aerosol effekten og gælder også råb. En sangglad ven skriger: “Sikke noget vrøvl”. Jeg ikke typen der betragter sang som en mirakelkur på alle livets problemer, så jeg tror på eksperten, men tænker også på Beckett, der sagde: “når man står i lort til halsen kan man kun gøre én ting: synge”.
Socialdemokratisk. Hjælpepakker bruges til at vedligeholde samfundet, ikke revidere det, f.eks. sikre hjemsendte ferie – absurd.
Samfundssind. Begrebet “at vise samfundssind” bruges ikke som et ideelt begreb, men er kommet til at betyde “at overholde påbuddene”.
Kultur? Joy Mogensen introducerer begrebet kirkelige koncerter. Det er noget vrøvl. Hun kan gerne sige kirkekoncerter som vi andre har gjort i 400 år…
Europa. Angela Merkel 6/4: Det går kun godt for Tyskland hvis det går godt for Europa.
Beredskab. Under Den kolde Krig, hvor der vist aldrig blev løsnet ét skud, havde man et enormt beredskab, herunder en folder med titlen “Hvis krigen kommer”, der var med til at vedligeholde massepsykosen. I disse år åbnes koldkrigstidens betonbunkere; samtidigt mangler man et beredskab under Corona…
Stilhed. Kloden er blevet stille, men ikke helt stille. Nedgangen i menneskelige aktiviteter over hele verden er så dramatisk, at seismologer meget tydeligt kan registrere det med deres instrumenter.
Skam? Man hilser knapt på gaden, men kigger bort.
Absurd. Modebranchen kalder det en katastrofe: “Vore varer er sæsonvarer som hurtigt bliver usælgelige. Vi har overproduktion i forvejen”…
Støjforurening. Man må håbe at altansangen forstummer når det bliver tilrådeligt at gå ud.
Misforstået solidaritet. DK kan ikke hjælpe Italien for DK har ikke nok selv. – Ægte solidaritet handler om at vi deles om det vi har fælles, ikke at give af et overskud.
Undtagelsestilstand. Mit sind og min krop er i undtagelsestilstand. Hvad betyder det? Undtaget fra hvad?
Mørketal. Man taler om mørketal. Hvad er et mørketal? Handler det om de gamle sutter fra de brune værtshuse, de hjemløse på gaden, de psykisk syge?….
Fællesskab på dansk = Fælles skabagtighed.
Misbrug? Jeg drikker for meget. Ryger for meget. Elsker for lidt.
Velfærd. Et rigtigt velfærdssamfund ville tage højde for enhver krise. Det er ikke gylden undskyldning at kalde krisen uforudsigelig – og mange har påpeget at den var ventet.
Magt. Statsministeren “indkalder” til pressemøde – andre (også ministre) “indbyder” til pressemøde…
Godt for noget? Man taler med henførte stemmer om hverdagen: “Når det bliver hverdag igen”. Men der kommer ikke hverdage som dem, man oplevede før, siger mange. Hvor befriende. De, der allermest ønsker sig tilbage til hverdagen er måske dem, der i virkeligheden ikke har det så godt. De riges og velnæredes “hverdag” handler vist mest om at få en bedre (endnu rigere) hverdag. Måske vil et godt udkomme af krisen – hvis man skal tale om ægte samfundssind – være, at store rigdomme globalt er blevet omfordelt, i hvert fald midlertidigt. Hvis dét får langsigtede virkninger har corona da været godt for noget.
Sex i Hamburg. Sexbutikkerne på Steindamm stønner – men det er ikke af vellyst; der er ingen, der kommer. Samme besked giver luderne i Bremerstrasse, som synes, de bør have kompensation, for de er jo selv en slags hjælpepakker sådan til dagligt…
Stilhed i Hamburg. En gammel, spinkel kvinde hoster i den store tomme Sct. Petri kirke. Lyden forplanter sig smukt…
Ved håndvasken. Vi folder ikke hænderne; vi vasker dem. Hvis vi foldede vore hænder var det måske ikke nødvendigt at afspritte dem (Prof. Charles E. Rosenberg). – WHO opfordrer til at vaske hænder grundigt; hvad skal de 800 mio, der end ikke har drikkevand, vaske hænder i?
I praksis. Mit liv er blevet for praktisk/praktiserende. Min respekt for håndens arbejde vokser samtidigt med at jeg bruger mere helbredende håndcreme end nogensinde. Mine hænder er ikke bygget til den slags – min hud visner af håndsprit.
Mit udkomme. Det er for alvor gået op for mig, hvor krævende min frihedstrang er, og krisen har vist mig, at jeg i alvorlig grad mangler et socialt beredskab. Hertil har krisen bragt mig på selvmordets rand igen-igen og – jeg har giftet mig igen-igen. Der er ingen og på samme tid dyb sammenhæng mellem de to fænomener!