Til sprittermesse

Da Ansgars Kirken i Aalborg i 1966 fik ny organist, som jeg straks blev elev hos, blev jeg også hurtigt vikar på nogle af de mindre glamourøse organistopgaver, bl.a. sprittergudstjenester.

Kirken var tilknyttet Kirkens Korshær, hvilket betød at der en gang månedligt blev holdt gudstjeneste for det klientel af subsistensløse, som korshæren forbilledligt tager sig af. Min far var siden 1946 vikar for kirketjeneren og påtog sig gerne disse gudstjenester, som altså ikke have den store prestige. Men sjove var de, for denne særlige type kirkegængere var herligt usnobbede, havde ikke den slags kirkeligt pli, der blandt stamkunderne ofte udartede til skabagtigt hykleri. Kort sagt: spritterne var aldeles upolerede i deres omgang med Vorherre og hans tjenere på jorden.

Far var ikke så begejstret for hunde i kirken, men det kunne ikke falde ham ind ikke at forbyde dem, så i stedet indrettede han en slags hundegård nede i hjørnet med nogle tæpper, vandskåle og hundekiks. Så kunne de firbenede holde nadver dér…

Hundeejerne spredte sig i kirken – vel 25-30 stykker hver gang. De var ikke lige gode venner allesammen og skulle – som uden for kirken – have flere tvister afgjort verbalt, nu de var i samme rum. Det måtte min far holde styr på, så præsten, de to korsangere og undertegnede organist kunne komme til orde og toner. Det lykkedes for det meste.

Alligevel kunne Lange Kurt ikke undlade at kommentere præsten undervejs i prædikenen, ofte med udsagnet “Jeg tror ikke på det, præst!” og det måtte han så mene. Bent Bøvs var dygtig under altergangen, hvor man faktisk serverede den sherry, der normalt anvendtes, alt med 18-20 % alkohol. Når Bent havde fået sin lille ration rakte han ekvilibristisk det tomme bæger ud for en ny omgang før præsten nåede videre. Lugte Karl brægede lystigt “Skål” til alle de knælende kammersjukker hver gang et bæger blev tømt.

Lige som det at bringe spritterne på herberg om aftenen, som jeg tidligere har berettet om, blev en del af min opdragelse, bidrog sprittergudstjenesterne også  til en slags empati med de mennesker, der af forskellige grunde lever på bunden af samfundet. Og Gud, hvor var det morsomt!