Jeg elsker dig – måske

Som nok bekendt er den forsimplede, fordomsfulde, folkelige udgave af Sigmund Freuds arkæologiske arbejde i den mindre mærkbare, men meget mystiske og mytiske del af mennesket, at det hele går godt eller galt i barndommen. Det er næppe hele sandheden og allerede nogle af forskerens ellers så dedikerede elever gravede videre og fandt andre grunde til, at det – som i mit tilfælde – på mange måder er gået galt hen ad vejen.

Jeg er vokset op i et hjem, præget af en grad af blufærdighed, der kunne virke næsten fornægtende over for krop og følelser. Man rørte ikke ved hinanden; jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set mine forældre eller søster bare halvnøgne, og ordene “jeg elsker” var forbeholdt Jesus. På bønnemøder i missionen kunne man i ét væk erklære Jesus sin kærlighed, sin troskab ved at kalde sig hans brud og den dybe loyalitet ved uophørligt at tilføje mantraet “i al evighed. Amen”. Jeg kan ikke huske, at mine forældre nogensinde har sagt “Jeg elsker dig” til mig.

Og dog: min mor vovede sig ud i udsagnet i sine sidste leveår efter at jeg først havde taget initiativet og oven i købet materialiseret det med et kindkys. Siden jeg var barn fik jeg et næsten umærkeligt klap oven på hovedet af min far (stadig uden ledsagende ord) når jeg gjorde noget godt, hvilket jeg i hans optik gjorde igen og igen; det kan undre at jeg ikke har “måne” , men en betragtelig hårpragt. Måske har det været et freudiansk svar på fars hykleriske, ukritiske og uberettigede roseri, som jeg tidligere har berettet om.

Jeg tror, der var tale om lige dele blufærdighed og alexhithymi, en slags tomhed for ord, når det gælder følelser. Mon ikke, de elskede mig hvis det kom til stykket?

De fleste vil vide, at jeg sjældent mangler ord, heller ikke når det gælder følelser. Jeg er ikke bange for at sige “jeg elsker dig”, hverken til Gud eller mennesker, men ærligt skrevet har jeg utallige gange senere overvejet ægtheden af og ærligheden i dette ultimative udsagn; gik der inflation i mine følelser eller den måde, jeg udtrykte dem på, fordi min uophørlige ordflom pludseligt tog over og begyndte at dirigere mine følelser – eller beholder Freud mere ret, end både jeg og specialister i menneskedybet vil indrømme? Jeg gumler stadig på det – og graver videre…