Da mor slog sig på flasken

Klimadagsorden, bæredygtighed og omsorg for naturen er måske nok nye begreber, men jeg lærte indholdet af dem at kende allerede som barn. Selvom de fine ord var ukendte for mine forældre, var det en selvfølgelighed, at man passede på og havde respekt for naturen, at man omgikkes forbrug af vand og andre råstoffer med fornuft (vand var ellers gratis), at man ikke svinede til og ellers ryddede op efter sig.

Vi var ofte ved Blokhus eller Løkken strande søndag eftermiddag om sommeren, og for- og efterår kaldte Rold Skov eller Mossø på et besøg. Havde vi ikke bil, lånte far chefens Citroën (den hed vistnok model 15), en vild luksus, som måske grundlagde min livslange præference for Citroën.  Ankommet til skov eller strand slog man et lille, grimt 3-sidet læhegn op, et skramlet campingbord med fire stole, der altid vippede eller sank ned i sandet og så en hæslig madkasse med klemmer, som jeg ikke spiste – og naturligvis en termoflaske med kaffe og nogle flasker vand.

Flaskerne er løsenet, for vi efterlod altid den lånte plet ryddet og i orden, uden madpapir, tomme flasker og andet affald. Men ikke nok med det: mor, far og vi unger ryddede også op efter skov- og strandsvin, som selvfølgelig også fandtes dengang. En altid medbragt lærredssæk tjente til at transportere affald hjem til blikskraldespandene hjemme i gården. Jeg husker den altid som helt fyldt og den blev naturligvis genbrugt.

Der var ikke skraldespande på stranden, der var ikke pant på flasker og alt i alt var det noget træls med al denne rengøring søndag eftermiddag, men sådan var det bare. Det var et udtryk for ordentlighed, en vis æstetisk sans hos især min far og altså omsorg for naturen. Det lyder banalt og er det også, men det er en af de værdier, der er gået videre til næste generation.

På ét tidspunkt tog det dog overhånd, nemlig da jeg gik en tur med min mor gennem Strøget i Aalborg. Hun var i hvert fald fyldt 70, men helt automatisk tog hun en tom elefantøl i hånden – den pyntede jo ikke der i gågaden. Den pyntede heller ikke i min mors hånd. Den meget fromme og dannede dame blev noget fornærmet, da jeg gjorde hende opmærksom på det halvt gennem gaden. “Det ser altså ikke godt ud at du som en anden dranker går rundt i byen med en guldøl, mor”. “Det kunne du godt have sagt” vrissede hun, gav mig flasken i hånden, forsvandt ad en gyde og talte ikke til mig i 14 dage. Ikke nok med at jeg nød optrinnet, jeg har også haft stor glæde af at fortælle om det igen og igen. Hvad er der ved at kunne sit bæredygtige Fadervor, hvis man ikke kender til pli?