Aldrig Ingenting

Jeg havde kort før årtusindskiftet et kort, men inspirerende forhold til en nordisk skuespiller, der, trods succes med karrieren, i nogle måneder arbejdede i en slags eksil som tjener på en café i København. Hun døde forholdsvis ung, måske (og det skrives med mange forbehold) fordi hun var i en slags kronisk identitetskrise. Dette skal dog ikke handle om hende, men om tid og identitet.

På et tidspunkt i forholdets begyndelse kom hun i snak med én af mine bekendte, en kvinde, der kender mig godt og vel, for at sige det mildt – og gennem årtier. Jeg kævede den som vanligt oppe i baren, de to kvinder sad ved et bord i hjørnet, og samtale er måske et bedre ord end snak i dén forbindelse – jeg naturligvis ude af stand til at høre, hvad der blev talt om.

Min forfængelighed (og måske en vis angst for at blive “afsløret”) gjorde dog, at da jeg senere mødte min livsvarige veninde, måtte spørge, hvad de egentlig talte om. “Om mig velsagtens?” spurgte jeg ledende – “Hvis du siger nej, lyver du” skyndte jeg mig at tilføje. “Ja” svarede hun kort og gik videre til næste ophængning på SMK, som vi ofte frekventerede (kunstmuseer er gode til intime samtaler). “Du kan da ikke bare sige ja”, hviskede jeg højt. “OK, vi talte ikke om noget”, svarede hun. “Nej, men om nogen – mig!”. “Netop” og hun videre til næste billede.

Jeg har selvfølgelig aldrig fundet ud af, hvad der egentlig foregik i den bar, og jeg kobler i erindringen stadig skuespillerens formodede identitetskrise med min livsvenindes svært skjulte antydning af, at de to talte om ingenting, nemlig mig. Jeg fik dog refereret ét replikskifte, som jeg finder lige så begavet som det er kryptisk. Veninden skulle have sagt “Det tog mig tre årtier at lære ham at kende”, hvorefter skuespilleren svarede “Det har jeg ikke tid til”. Jeg får sved på panden når jeg erindrer det – og når dette er skrevet vil jeg glemme alt om tid og hvem…