Er tubaister dummere?

Da jeg studerede på konservatoriet i 70’erne havde jeg i et stykke tid ansvaret for at fylde nogle såkaldte fællestimer om onsdagen, hvor alle studerende og lærere principielt skulle indfinde sig. Det gjorde de nu ikke. Af de ca. 100 mulige troppede en snes stykker op, hvis det gik højt. Fællestimerne handlede om emner og forhold, som formodedes at have bred musikalsk relevans, og den slags interesserer ikke en ung, håbefuld oboist, hvis eneste formål med studiet er at blive så god til sit instrument, at hun kan optræde som solist i Carnegie Hall eller blive ansat i Berliner Philharmonikerne (hvad de færreste jo gør). Dette nævnes, fordi det måske har sammenhæng med hin onsdag kl. 14 i 1974, hvor jeg selv gik på podiet for at præsentere en (amerikansk tror jeg) undersøgelse, der forsøgte at dokumentere, at jo større toneomfang et instrument har, des højere intelligens er musikeren i besiddelse af. Kort sagt: tubaister er dummere end pianister. I toppen af det hele tronede dirigenter, komponister (sådan nogle som mig) og sangere – sidstnævnte angiveligt fordi de skal forholde sig til en tekst, til sproget, og det kræver trods alt en del tænkning.

Når jeg husker den som amerikansk er det nok fordi den var baseret på den tyske (!) psykolog William Sterns noget indskrænkede IQ-test, der videreudvikledes og misbrugtes i USA og stadig har alt for meget at skulle have sagt, selvom intelligensbegrebet de seneste årtier er blevet udvidet med elementer, der er alt andet end matematiske og fysiske. At måle menneskelig formåen med Sterns metode er sludder og vrøvl.

Tilbage til musikerne. En del af den undersøgelse, jeg præsenterede (hvilket jeg jo gjorde, fordi jeg var teoretiker og formodedes at interessere mig for den slags (og fordi jeg ikke kunne finde på andet at fylde fællestimerne med)), havde som udgangspunkt, at musikere i det store hele, i deres metier ikke har brug for den store tankevirksomhed, men alene skal spille hvad der står i noderne og gøre som dirigenten dikterer. Ligesom skuespillere skal sige hvad der står i manuskriptet og som instruktøren siger. Hvis de tænker selv går det ofte galt. Idéen om at parére ordre passer meget godt med, at IQ-testen blev anvendt flittigt af det amerikanske militær under Første Verdenskrig.

Jeg håber, at jeg allerede i 1974 indså det sludderagtige i alt dette og at min optræden var en provokation – ellers har livet i hvert lært mig noget andet. Der var da også kontant afregning fra mit publikum. I slutningen af timen var der kun én tilbage – min egen elev, som jeg havde truet med, at jeg ville overhøre ham efter fællestimen. Det gjorde jeg nu ikke – nervøs for at han havde overhørt mig…