Kom til Norge min far

– og spænd skierne fra sang Erika Voigt i ABC-revyen 1949 til en tekst af Erik Leth. Visen handler om en dansk turist, der gebærder sig ret uheldigt i broderlandet. Det er ikke svært, for nordmændene har mildt sagt andre værdier, en mere stålsat moral, og mere snævre grænser end danskerne – i hvert fald når de er hjemme. “Kom til Norge min far” er blevet et mundheld, og det er noget, min elskede søn Christopher, der har holdt Norge ud i 35 år, jævnligt siger. Desværre må jeg for ofte svare “en anden gang” for der er frygtelig langt til Norge, føler jeg. Hellere flintrer jeg rundt i Europa. Som bekendt er Norge ikke direkte landfast med Europa, men med Asien.

Jeg må dog sige, at en grund til mine alt for sjældne besøg også kan være, at jeg ikke er den store ven af Norge. Nu er det jo ikke moderne at genere minoriteter (de er kun 5,368 mio, vi er trods alt 5,806 mio), så en slags finfølelse vil være på sin plads på dette sted, men skjules kan det ikke (selvom nordmændene gerne vil), at Norge er en meget ung nation; landet blev først selvstændigt i 1905, og da måtte man oven i købet importere en dansk konge fordi der ikke fandtes egnede nordmænd. Måske derfor skal de lige finde deres ben at stå på.

Jeg deler min animositet med min som hovedregel fornuftige ven Per Jensen. Vi har haft stor fornøjelse af forfatteren Per Højholts erfaringer med og erindringer om Norge. Højholt ligefrem boede der i sin ungdom og det fik han varige mén af. Manden kunne jo formulere sig, og Jensen og jeg kan næsten udenad en 15 minutter lang monolog, som Højholt formulerede og foredrog for 30 år siden. Her lægges der ikke fingre imellem når det gælder en rammende karakteristik af Norge og nordmænd.

Retfærdigvis skal det skrives, at der rent faktisk var et land på de kanter før 1905. Der var begyndende bydannelser mellem bjergene i 1800-tallet, hvor der også opstod tettsteder (det betyder vist omegn) i tilknytning til byerne. Der har også i mange mange år boet mennesker i det store land (2000 km langt og helt ned til 58 km bredt), og de har langt langt tilbage i tiden gjort sig bemærket rundt om i verden, især på den nordlige halvkugle, fordi de altid har så meget tøj på.

Engang i en klumme foreslog jeg, at 1048 slæbebåde trak hele Vendsyssel (som heller ikke er landfast med Europa) op i Oslofjorden – Skagen Odde passer fint ind og Den Tilsandede Kirke ville klæde Oslo Rådhus, hvis arkitektur faktisk imponerer. Idéen blev refereret i Kristiansand-mediet Fædrelandsvennen (alene navnet!), men blev aldrig realiseret. Osloerne vil kun omgås vendelboer på éndagsbesøg (vice versa) og i en kjempe brandert.

Man siger, at hvis moral er en god ting, så er dobbeltmoral bedre. Det har man også erkendt i Norge, det er på en måde blevet en slags præmis, måske en måde at holde den stærkt tyngende missionske dominans ud. Jeg har oplevet dette på min egen krop flere gange.

I nogle måneder i begyndelsen af 90’erne blev jeg nødt til at tage til møde hver anden onsdag i Oslo. Af grunde, jeg aldrig har forstået, blev min arbejdstaske altid endevendt af tolderne i den gamle Fornebu Lufthavn. På et tidspunkt blev det for meget og jeg indkøbte derfor et hardcore pornohefte, som jeg slog op på den mest æggende side og lagde nederst i tasken. TOLDEREN BLADEDE GUD HJÆLPE MIG HEFTET IGENNEM. Jo, han gjorde! Jeg tog min taske og forlod kontrollen med ordene: “Behold det bare, det er købt til dig”. Jeg boede hver gang på et hotel med en bar i kælderen, hvorfra en vindeltrappe gik op til receptionen. Jeg havde for vane at slutte dagen med en dobbelt whisky (Chivas Regal 12 år), som jeg gerne tog med på værelset. Da man ikke måtte servere dobbelte, foreslog tjeneren med et skælmsk smil, at jeg kunne få min drink i to glas, så der også var til fruen (som altså ikke var med). Bevæbnet med de to glas gik jeg til receptionen og bad om min nøgle, men blev mødt med den besked, at man ikke måtte have gæster på værelset. Resolut hældte jeg den ene whisky oven i den anden og gik hovedrystende op på mit værelse.

De to erindringer er eksempler på dobbeltmoral, det kan enhver jo se. Og den slags stortrives i broderlandet. Men det er ikke det eneste sted, nordmændene ser dobbelt. Nordmændene har ikke blot ét, men hele to sprog, de bruger til dagligt. Det ene hedder bokmål og det er halvdansk, hvilket er grunden til at en maskine, der hed Ivar Aasen konstruerede sproget landsmål, senere kaldet nynorsk som en slags gennemsnit af hvad norske bønder gik og sagde til dagligt. Da det ikke skulle være for dansk blev f.eks. Norge til Noreg. Man kan sige sig selv, at det ikke går sådan at lade en maskine udvikle et sprog. På den anden side er nordmændene så glade for deres sprog, at de kalder en campingvogn for en bobil, @ hedder krøllealfa, en anhænger hedder en tilhenger og sådan er det hele vejen igennem som Storm P. sagde om det franske…

Det handler om selvstændighedstrang og den er der meget af i Noreg. I 1972 søgte landet optagelse i EU, men vælgerne sagde nej. Det samme skete 28. november 1994 og det handler endnu en erindring om Norge om. Da nej’et lignede en realitet ved aftenstid gik jeg ud ad svingdøren i Radiohuset på Frederiksberg, fyraften og på værtshus, og jeg blev passet op af et TV-hold fra Nyhederne på NRK (Norsk Rigskringkasting – det lyder som en brydekamp). Hvad jeg mon mente om resultatet? Jeg udbredte mig i 3 minutter om emnet, men det eneste, man tog med i enqueten i aftenens nyheder var bemærkningen “Det er synd for Norge og godt for Europa”. Jamen, jamen, jeg blev lagt for had af de nordmænd jeg kendte og mødte i måneder derefter. For nordmænd glemmer ikke så let… 

Før denne epistel kører af sporet en iagttagelse af Per Højholt om det, der måske er den dybe forklaring på at nordmænd er som de er: de elsker nordmænd. Derfor har Norge den laveste mordrate i Norden (trist at Breivik øgede statistikken). Nordmændene kan simpelthen ikke nænne at slå hinanden ihjel, påstod Højholt. Og det er da en smuk egenskab, som de, hvis de ville, kunne globalisere. 

Men globalisering er ikke på den norske dagsorden. Det er den legendariske oliefond et eksempel på. Hele verden har i årtier opfordret nordmændene til at investere de 10.000.000.000.000 kroner (ganske vist kun norske) globalt, men de vil hellere sy dem ind i madrassen. For en sikkerheds skyld. 

Når alt dette er sagt skal også noteres, at Norge sikkert er kommet for at blive og nordmændene vil med samme styrke som deres granitfjelde overleve, og det er jeg glad for. Norge er trods alt en slags nabo og nordmændene en slags broderfolk. Man kan sige som Poul Schlüter: Det kan gå den ene vej og det kan gå den anden vej, men det skal nok gå. Heja Noreg!