D D DU MM E SVIN

Min far var stammer og samtidigt en glimrende sanger, som plejede sit talent i præliminærklassen på det spæde nordjyske musikkonservatorium, hos koncertsanger G. Thune Steffensen. Det var fornemt og det var i 1930’erne. Drømmen om at blive sanger eller skuespiller bristede som så mange andre, fordi min farfar ikke havde forståelse for den slags unyttigheder.

Det med at stamme og synge er jo en pudsig kombination. Vi børn fik instruktion i, hvordan vi skulle reagere på fars stammen: ikke afbryde, ikke gøre sætninger færdige for ham, ikke grine ad ham o.s.v. Det overholdt vi, selvom det ind imellem var svært. Også fordi han havde en selvironisk distance til handicappet. Han yndede at sige, at stemmeriet var en fordel, når han skulle sige til en anden, at han var et dumt svin, for så hørte han det jo flere gange. Som salgschauffør i blomster tyede han til at synge (ofte på en kendt arie) når han annoncerede hvad et bundt nelliker kostede, så rundt om i Nordjylland blev han kendt som “den syngende blomsterhandler” og det kunne han lide.

Jeg husker ikke præcist hvornår, men da han var i 50’erne eller 60’erne holdt han pludseligt op med at stamme. Jeg har aldrig forstået hvordan det gik til, men det skete i hvert fald og det påvirkede selvfølgelig hans personlighed. Ikke ubetinget til det bedre; det var som om han mistede en dimension, som han havde kæmpet for at leve med og som han, sådan som han nu engang var, vendte til sin fordel. 

Mange har haft mere alvorlige handicaps og mange har måttet leve og lære, at deres nærmeste havde alvorlige handicaps. Men søster Jena og jeg fik en lærdom ind fra vi var helt små, som jeg stadig forsøger at leve op til: forståelse for dem, der er anderledes, erkendelse af, at alle er lige for Vorherre og – ikke mindst – at alle mennesker, stammere eller ej, kan bidrage med noget. Som så ofte lyder det såre banalt, men det gør det ikke mindre rigtigt.