ER INDRE
Denne tekst er en del af et større – litterært – værk, www.engang.nu, (omfattet af lov om pligtaflevering), hvis overskrift er erindring. Men hvad er erindring? Almuen (i min verden den ureflekterende, uuddannede del af befolkningen) anvender ofte ordene huske og erindre synonymt. For almuen lyder “erindre” måske lidt finere eller gammeldags og derfor mere “dannet”. Men de to begreber er som nat og dag; næsten bogstaveligt…
Jeg har det seneste par år beskæftiget mig meget med erindring, både i teori og praksis, og det har på flere måder fået fatale følger for min hverdag. For sådan som jeg er kan jeg ikke beskæftige mig så intenst med noget uden at uddanne mig i det, herunder reflektere over det. Jeg har, som så ofte før, fået god inspiration i filosofiens og kunstens verden. Uden at virke for klog, endsige bagklog må jeg indrømme, at jeg ofte har tænkt “det vidste jeg da godt”, når jeg har gravet i fænomenet erindring (bl.a. gennem en glimrende artikel af F. J. Billeskov Jansen og Steen Folke Larsen i Den Store Danske).
Det begynder med selve ordet erindring. Det stammer (som op imod 20 % af det danske sprog) fra tysk, hvor det oprindeligt ikke har med at huske at gøre, men med at “bringe noget ind” (i hukommelsen?) Således hedder erindre “erinnern” på tysk – i udtale skiller man på dansk efter e, på tysk efter er. Forstavelsen “er” på tysk handler om at “gøre”, men for min skyld kunne man godt på dansk fortolke erindre som noget, der “er i det indre”, hvis man ellers ville dele efter “er”. Det gør man ikke – dansk udtale følger ofte retskrivningen.
Altså: erindre handler om at gøre noget ydre til noget indre. Vel at mærke ikke blot ved at lagre det i hukommelsen, men at koble det med andre erindringer, hvorved (i min filosofi) erfaring og gerne erkendelse opstår. Alt sammen ikke med det formål at skrive historie, men at ændre verden – den “ydre” vel at mærke. Erkendelse bør følges op af handling.
Videnskaben har selvsagt beskæftiget sig meget med erindring – allerede Sokrates (refereret af Platon) diskuterede hvordan sjæl og legeme stod i forhold til sansning, hukommelse og erindring. Kierkegaard og Freud borede naturligvis meget i sagen, og den allestedsnærværende postmodernisme har en teori om at erindring er en tilfældig konstruktion og dermed meningsløs. Jeg melder mig i det kor, der siger at dét er noget sludder. Det ved jeg af erfaring…
Jeg har de seneste to år beskæftiget mig intenst med erindring, både i teori og praksis. Dette virke er ved at rive mig i stykker mentalt. Mere herom senere her i www.engang.nu. Min erfaring er, at erindring ikke blot udgør en meget stor, men altafgørende del af det jeg er, og at erindring gennem hele mit liv har været med til at gøre mig til den jeg er. Erindring har så at sige skabt mig – og jeg er – lige så lidt som enhver anden – ikke en “tilfældig konstruktion”. Den konstruktivistiske opfattelse beskrives af den britiske psykolog Frederic Bartlett i 1930’erne, der ser erindring som konstruktioner, hvis formål er at give mening og sammenhæng i en mangetydig verden, snarere end at afspejle fortiden korrekt. Der tales om en, for erindreren selv, “narrativ sandhed”, der for andre kan virke meget overbevisende.
Netop sådan oplever jeg mine erindringer. Når jeg i forordet tager forbehold for kronologi, udvælgelse og relevans er det således ikke forbehold for sandheden i eller ægtheden af erindringerne.
Erindringer er kommet på mode (igen) de seneste årtier. De fleste burde kaldes “hukommelser” fordi de tager hævd på sandheden ved at betone relevans, udvælgelse og kronologi. Måske også derfor gør mange erindrere brug af journalister, samtalepartnere, ghostwriters etc. Ofte under dække af at de ikke evner at skrive selv; men givetvis fordi de dermed giver deres hukommelser mere legitimitet og sandhedsværdi. Mange “erindringsværker” rummer mere løgn end sandhed fordi de ikke er “narrative sandheder”, men blot fortidens dagbøger set gennem nutidens øjne. Dermed er de efter min mening dybest set menings- og formålsløse.
Jeg husker videre og bringer det i erindring…