Mit liv med DR 1 – Barnesko

I det år jeg blev født, 1954, skete noget andet epokegørende: Danmark fik TV, fjernsyn som det blev kaldt i begyndelsen. På det tidspunkt havde man allerede haft radio i 30 år, så rundspredning af nyheder, samfunds-reportager, sport, underholdning og kunst var ikke nyt. Alligevel var de sort/hvide levende billeder direkte ind i stuen meget stort. På trods af min medfødte fremmelighed så jeg ikke TV fra første færd; jeg var alene fikseret på min mors bryster. Det varede i øvrigt ved til jeg blev seks år og skulle i skole. Det år, 1960, skete der også det, at familien fik sit første TV, et Philips, der hos Thorhauge Radio på Boulevarden i Aalborg kostede 2.000 kr. Det ville svare til 26.000 kr. i dag, og investeringen blev kun foretaget fordi mor og far netop var blevet færdige med at betale det møblement, de begyndte at afdrage på i 1941, to år før de blev gift. Min farfar, som aldrig købte TV, rystede nervøst og vredt på hovedet. Men TV fik vi, også fordi min far fra begyndelsen havde været vild efter det nye medie – hans fætter Ingemann, forstander på fattiggården i Hasserisgade, havde i forvejen anskaffet det magiske apparat, som vi fik lov at kigge i et par gange om ugen. Nu kunne vi selv.

Allerede hørte jeg radio. Det har jeg gjort “altid”. Forskerne siger, at børn først begynder at huske, når de er tre. OK så, men jeg husker faktisk at jeg klæbede til højttaleren før jeg så TV, og jeg husker især Radioteatret fra min barndom. Jeg var som bastet til radioen når der var teater i radioen, vistnok onsdag aften.

Det blev jeg ved med, men nu lå jeg også på gulvet foran TV’et og så f.eks. Leck Fischers skuespil “Selskabsrejsen”, med Johannes Meyer i hovedrollen. Det rummede sin egen uhygge og jeg husker det stadig detaljeret. Noget andet, jeg husker, var uret, der tikkede ned til udsendelserne kl. 20 hver aften. Det var første gang i mit liv, at sekunder blev et vilkår. Måske fordi min far filosofisk udbrød hver aften: “Tænk, de sekunder, der er gået kommer aldrig tilbage”.

På sigt blev radio frem for TV afgørende i mit liv. Jeg lavede radio fra jeg var 14; først som 55-årig tonede jeg frem på skærmen som vært i min egen TV-serie, ganske vist efter en smule flirten med mediet undervejs. Af naturlige grunde gjaldt min kærlighed til radio det, der dengang (og siden 1959) hed Danmarks Radio. Det blev en livslang kærlighed, som der kunne skrives en hel bog om. Det gjorde jeg faktisk i 2005 og lod et par kolleger læse den. “Lad den blive i skuffen” tilrådede de – der er flere uhøviske omtaler af nulevende personer i det manus, jeg stadig har i arkivet. Der ligger det godt, men jeg kan ikke skrive erindringer uden igen og igen at komme ind på det, der siden 1996 har heddet DR. Det vænner jeg mig nok ikke til, men overgiver mig midlertidigt for overskuelighedens skyld. Min DR-historie skal naturligvis skrives.