Mundering

“Det går ikke med den mundering”, sagde min farmor da jeg var barn, og det var det første fransk/tyske ord i dansk forklædning, jeg lærte at kende – af en uuddannet slagterdatter fra småbyen Aalborg! Hun hentydede naturligvis til min påklædning, som hun stod for. Som barn var jeg aldrig med ude at købe tøj – jeg kunne ikke lide sådan at prøve molskinsbukser og bomuldsskjorter, som jeg gik i, fordi jeg syntes at uld kradsede. Farmor købte og byttede ofte flere gange. Jeg var ligeglad. 

Indtil jeg blev 12 – så voksede den forfængelighed frem, som mange kender mig for, og den har ikke fortaget sig med årtierne – tværtimod. Mit tøj skulle være anderledes, mit halvlange hår velplejet og gerne lidt overraskende – da jeg var sidst i 40’erne farvede jeg det “cosmic blue” i en årrække…

Der var ikke mange penge i familien, men det, mine forældre kaldte “tøjpenge” (i dag børnetilskud) fik jeg ubeskåret til tøjindkøb. Farmor havde givet op og jeg selv taget ansvaret for dette vigtige element i livet. Sådan har det været siden.

Da jeg var 14 og mødte min Else, den første egentlige kærlighed og kæreste, købte jeg en dyr trøje, som jeg brugte ofte og vaskede igen og igen, hvorefter den blev tørret med mors berømte Carmen hårtørrer fra Kalundborg. Og så skulle den stryges; naturligvis – jeg har strøget mit tøj siden og det er stadig én af mine yndlings sysler.

Jeg har meget tøj – det meste af det spanske mærke Zara, billigt brug-og-smid-væk-tøj, der stilistisk passer mig rigtig godt. Jeg husker, at datter Nathalie som 6-årig fik en times tid til at gå med at tælle tøj op i lejligheden i Hellerup og konstaterede, at jeg kunne klæde mig i nyt fra inderst til yderst hver dag i to måneder uden at vaske tøj. Og så var der jo også garderoben hjemme i Aalborg.

Denne idiosynkrasi er vokset. I min satellit garderobe i kontoret i Aalborg har jeg omkring 300 jakker, frakker, skjorter og benklæder – og så er der jo garderoberne i Berlin og Paris. Jeg bruger det meste. Det er forfærdelig forfængeligt og min omgang med tøj vil man nok kalde krukket.

Pariserfruen bruger trods alt længere tid i boudoiret, end jeg, men jeg kan sagtens fanges i at prøve 3-4 forskellige jakker om morgenen – eller skifte i løbet af dagen, så min mundering matcher min aktuelle sindstilstand. Jeg gør det for mit eget velbehag – til gengæld er det sjældent, jeg kigger mig i spejlet som rigtige tøse.