Jeg slår på tråden…

Med min uendelige talestrøm skulle man tro, at jeg er telefonnørd, men: jeg hader at tale i telefon. Der kan gå måneder imellem telefonsnakke på over 3 minutter og der kan gå dage, hvor jeg slet ikke taler i telefon. Sådan har det ikke altid været.

Jeg er naturligvis vokset op med telefon. Farmor og farfar havde “Aalborg 4867” og forældrene “Aalborg 4890” i min tidlige barndom; senere blev det så til 24867, 124867 og i slut-80’erne 98124867, Da var farmor og farfar døde, men de længere numre afspejler naturligvis en udvikling, som handlede om fastnet. Mormor var “overtelefonistinde” og en grandtante var den eneste på centralen i Støvring dengang man satte ledninger i og kunne risikere, at telefonistinden (det var vist kun kvinder) lyttede med. 

Telefonen blev flittigt brugt i mit hjem og hvis ikke TV var kommet havde man dengang i provinsen nok stadig været imponeret over dette at kunne tale sammen over lange afstande. Da jeg som 20-årig fik eget hjem var det naturligvis også med telefon. Krukket som jeg er havde jeg i en del år to linjer – en åben og en hemmelig. Ganske unyttigt, men senere er jeg kommet til at tænke på, at det måske var kimen til den telefondovenskab, jeg senere udviklede. 

I begyndelsen af 90’erne fik jeg så mobil og min sidste fastnettelefon røg ud i 1996, altså for 24 år siden og det er længe nu om dage. I dag er det naturligvis en smartphone, og jeg halser efter for altid at have den nyeste model. Men det er altså yderst sjældent at jeg bruger den til samtale selvom jeg altså taler (næsten) hele tiden. Om ikke andet, så med mig selv. 

For få år siden havde jeg en kollega, der talte mere i sin arbejdstelefon end de 1924 timer, et arbejdsår udgør. Han var en flittig mand og altså meget talende, men efter en timelang samtale med ham kunne jeg spørge mig selv “Hvad var det egentlig vi talte om?”. Anderledes kortfattet var min far, når han jævnligt lavede “telefonfis”, men sin mor, altså min farmor. “Er det hos Jensen?” spurgte han med en klemme på næsen. “Nej, det er hos Andersen”, svarede farmor troskyldigt. “Hvorfor i alverden tager De så telefonen?” var fars svar hvorefter han knaldede telefonen på. Far sagde i øvrigt altid “Jeg slår på tråden”, for som stammer kunne han ikke udtale ord, der begyndte med “R”. 

Telefoner er naturligvis en herlig opfindelse, både de gamle af bakelit og de nyere af plastik. Men rigtig smart er de først blevet de seneste år og jeg føler mig nøgen uden telefonen i lommen. Jeg sover også med den om natten, selvom jeg (vist) ikke taler i søvne – trods alt.