Min egen værste fjende

Det var min ven Per Jensen, der for nogle år siden udbrød “Du er din egen værste fjende”. Jeg kan ikke huske anledningen, men i selvransagelsens perspektiv kan der være mange, jeg kan (eller vil) blot ikke huske den, der gav anledning til bemærkningen. Det kunne være sagt med et glimt i øjet, men det blev det ikke; på den anden side ville Jensen aldrig sige sådan noget uden grund og der er ikke tvivl om, at analysen både dengang og mere generelt er rigtig. Men bemærkningen satte sig. Naturligvis for det er jo et ret bastant udsagn og kun en tåbe frygter ikke sandheden.

At være sin egen værste fjende er vel udtryk for selvdestruktiv adfærd, at modarbejde egne hensigter, spænde ben for sig selv; og ja: det gør jeg for ofte, både i store og små forhold. Det hænger naturligvis sammen med nogle egenskaber, måske mangler, brister i min (selv)opdragelse, dårlige vaner og hvad man kan komme på af uheldige uhensigtsmæssigheder.

Stædighed for eksempel. Min stædighed (der engang gav anledning til sammenligning med en terrier) er overudviklet. Den har ofte givet anledning til skænderier, hovedrysten, opgivelse hos andre og mig selv, brud, fyringer og andet, men det er også en drivkraft, der bærer meget igennem både fagligt og personligt. Jeg giver simpelthen ikke op, hvis jeg tror på en idé eller et menneske. Det er slidsomt for andre og mig selv og det kan være en voldsom idræt når den udøves. 

Stædighed hænger sammen med et stort mål af rethaveriskhed. Jeg tror for ofte, at jeg har mere ret, end jeg har eller i hvert fald kan få; måske især det sidste, for jeg er ikke dum hele dagen og jeg har ofte mere ret, end jeg får. Jeg kan godt lide udtrykket “at beholde ret”, som kan betyde, at selvom man ikke får ret i den givne situation, så kan man alligevel have det. Mit problem er bare, at jeg ofte bliver påståelig i en grad, så andre står af før jeg når at opnå ret. 

Det hænger igen sammen med at jeg ikke er god til nederlag, jeg kan ikke fordrage at få skældud og jeg har en tendens til at vende om og gå (helt bogstaveligt), hvis noget går mig imod eller jeg bare ikke kan klare situationen. Også den adfærd kan anskues fra mindst to sider. På den ene, at det er krysteragtigt at smide et provokerende udsagn op i luften og så ikke tage diskussionen; eller give et møgfald uden at acceptere at der bliver kvitteret for det. På den anden side, at det kan være fornuftigt at forlade en disput, der ikke er råberiet værd, og dem kan der være en del af i en hverdag i hvert fald i mine miljøer. Men det er selvfølgelig ikke høfligt eller kærligt at stikke halen mellem benene.

Overgangen herfra og til arrogance er umiddelbar. Jeg ved ikke helt, hvordan det gik så galt, men jeg tager ofte mig selv i at udvise en form for arrogance, som ikke klæder nogen og slet ikke mig. Derfor opfattes jeg af nogle som – arrogant. Det står i grel modsætning til hvad jeg føler, tror og tænker – og til at jeg faktisk siger undskyld når det er på sin plads. Om ikke andet, så i min aftenbøn, men den er det selvfølgelig kun Vorherre, der hører. Arrogance er en dårlig omgangsform og en uskøn uniform. 

Dét er nogle grunde til, at jeg sikkert er min egen værste fjende. Ikke altid, men undertiden. Der er sikkert mange flere grunde, men dybest set handler det nok om, at jeg ikke er min egen bedste ven og det bliver jeg aldrig. Jeg kender mig…