Leve det franske

Man må forstå at overskriften ikke er en fejl; jeg er ikke nationernes mand og derfor skriver jeg ikke Vive la France, men altså “leve det franske” for herom skal det handle.

Jeg har tidligere kaldt 1968 for et afgørende år i mit liv. Jeg var 14 og 68 var bl. a. året, hvor jeg begyndte at rejse alene ud i verden for at udforske den ved selvsyn. Alligevel skulle jeg blive 17 før jeg var i Frankrig for første gang. Eller rettere Paris, for en fransk talemåde siger at Paris er ikke Frankrig og Frankrig ikke Paris.

Det har jeg sandet de relativt få gange, jeg har været i Frankrig uden for Paris. Ardeche, Lyon, Nantes, Toulouse, rivieraen er det blevet til, og selvom jeg er mere til Paris, end de franske provinser, så er de fortræffeligheder, der præger det franske, lige mig. Elegance f.eks. (som rimer på arrogance). Jeg er totalt vild efter de ydre udtryk for god smag, omtanke ved sin fremtræden og gammeldags høflighed som lande verden over i 1600-tallet importerede som fransk. Elegance hænger ofte sammen med ødselhed, som jo er en af de fire dødssynder, men som for mig handler om at få mest ud af livet.

Dét handler også om storladenhed, som jeg i mine bedste franske stunder labber i mig som chardonnay, champagne og cuvéer af bedste slags. Det imposante kommer naturligvis af et (af mange opfattet som overdrevent) selvværd, der ikke blot har resulteret i en 1,68 meter kejser med tvivlsomt BMI, men også i at man kan zappe ind på en fransk TV-kanal og nyde et højlærd filosofisymposium på tre timer i bedste sendetid – fordi der faktisk er séere til det! 

Apropos Napoleon, så er det jo ikke alt stort, der er godt. I detaljen, raffinementet, filigran, overgår italienerne franskmændene – til gengæld fører spanierne efter min mening, når det gælder grov- og hensynsløshed og dårlig smag. Det franske sprog er smukt, det italienske mindre smukt, det spanske grimt. I øvrigt er jeg dårlig til alle tre sprog, selvom jeg forstår meget, og det er én af mine dødssynder, at jeg aldrig for alvor har gjort noget på dén front.

Min franske “karriere” har indtil videre indeholdt utallige dage, uger og måneder i landet; tre årelange ophold; et halvt ægteskab (dokumenteret af en notar i en såkaldt “Agreement d’Amour” (typisk fransk) og nyligt et helt. Dertil et par ansættelser og engagement på forskelligt niveau i en del kvindelige franskmænd, men naturligvis også franske mænd på passende manér. Og endelig hundredvis af anekdoter og oplevelser, som nok bliver spredt rundt om i erindringerne, men hvoraf én skal slutte denne cadeau til les francais.

Det er nok 30 år siden. Jeg nød et glas fransk et eller andet på en fortovscafé med en naturligvis umådelig smuk kvinde, da en gademusikant forstyrrede med – tro mig! – sit trompetspil. Jeg stak manden 50 franc på betingelse af at han ville finde et andet publikum bare en halv time. Det gjorde han, men præcist 30 minutter efter genoptog han den musikalske chikane just ved vores bord. Så gik vi, men hans stunt var jo fransk som noget: selvværd og arrogance. Måske skulle jeg have stukket ham 100 francs i stedet.

Med alt dette skrevet må jeg indrømme, at jeg ikke er frankofil. Det forbeholder jeg de rigtigt mange over hele kloden (incl. danske), der simpelthen bare elsker Frankrig som var det deres næste. Overfladiskhed er selvfølgelig også en slags franskhed. I modsætning hertil skal nævnes den forkælelse, der ligger i, at min pariserhustru konsekvent får oversat alle kapitler på www.engang.nu – hun kan ikke ét ord dansk.