Kulturmødet indefra 1 – Undfangelsen

I 2011 afholdt man det første Folkemødet på Bornholm. Idéen var Bertel Haarders, og han havde hentet den fra svenske Almedalsveckan, en slags politikfestival, der siden 1982 (eller 1968) er blevet afholdt på Gotland hvert år, efter idé af Olof  Palme. Jeg besøgte Almedalsveckan en gang i 80’erne og en gang i 90’erne; det første Folkemødet deltog jeg ikke i, men fulgte tæt mediedækningen fra Bornholm 

Her fik man bekræftet, hvor lidt kunst og kultur fylder på den politiske dagsorden. I løbet af vinteren 11/12 tænkte jeg over, hvordan man kunne realisere en slags kulturens folkemøde og hvordan det skulle se ud. Som sædvanligt konsulterede jeg nogle venner for at spørge til idéens bæredygtighed, herunder journalisterne Per Jensen og Poul Krabbe, ligesom jeg holdt et møde med min gamle kollega fra DR, Helle Solvang og kulturmennesket Christian Have som en slags lakmusprøve.

I juni 12 mente jeg at have et koncept, der tålte en bredere præsentation, og 12/6-12 registrerede jeg internetdomænet www.kulturmoedet.dk ligesom jeg sendte det nu pænt opsatte koncept til nordjyske politikere, herunder socialdemokraten Flemming Møller Mortensen, der på et møde 30/6 tilsagde sin støtte og ikke var fremmed over for at jeg ville kalde ham “Kulturmødets politiske far”. 30/6 havde jeg møde med bl.a. kulturkonsulent Claus Svenstrup, Region Nordjylland, der tilkendegav Regionens støtte til idéen.

Først havde jeg en idé om at afholde mødet på en privat ø i Horsens Fjord, men af en eller anden grund rygtedes det hurtigt, at der var planer om et kulturmøde, og jeg fik henvendelser fra to større øer, der var enige i konceptets idé om at kulturmødet skulle holdes på en ø og at den ø ikke skulle hedde Sjælland. Flemming Møller Mortensen og jeg blev hurtigt enige om at forsøge en placering på Mors og jeg tilrettede konceptet og sendte det til den socialdemokratiske borgmester Lauge Larsen, Nykøbing M, 31/7-12. Lauge reagerede hurtigt og positivt midt i sommerferien og indbød til et møde med ham og kommunens direktion, der blev holdt 22. august. 

Jeg var meget imponeret over Lauge Larsens interesse, ikke mindst, da han kvitterede med at give mig 50.000 kr. med fra mødet, så jeg de kommende måneder kunne udvikle visionen yderligere, nu med Mors som det fysiske ankerpunkt. 27/8 approberede Nykøbing Byråd sagen formelt og jeg gik i gang med at lære Mors og morsingboerne at kende, naturligvis især institutioner og personer, der kunne være relevante for Kulturmødet – men også kammersjukkerne, repræsentanterne for selve folket, på Don Mus-baren, der ligger vis-a-vis hotel Pakhuset, og som blev min stambar når jeg ikke spiste eller sov på hotellet mellem de mange møder. 

De kommende fire måneder gik med dette research-arbejde, og historien om Kulturmødet begyndte. Herunder den foventede fremkomst af de sædvanlige kulturparasitter fra nær og fjern, som denne lille erindringsserie også vil berette om.