Kulturmødet indefra 3 – De Fire Søjler

Hvis man vækker mig klokken tre om natten kan jeg uden at åbne øjnene holde et timelangt foredrag om De Fire Søjler, som er det bærende fundament i Kulturmødets koncept – og blev det i praksis de første år. Dem kaldte jeg Samtale, Oplevelse, Dokumentation og Optakt.

Samtalen om kunst og kultur var den afgørende søjle. Jeg brugte bevidst ikke ordet debat, for samtalen rummer andet og mere end positionering, mudderkastning og flygtige oneliners, som var kendetegnende for Folkemødet og politik i det hele taget. Jeg brugte billedet af et pendul, som er aller stærkest inde i midten og ikke i polernes yderpositioner; og den amerikanske journalist Bob Woodward, som jeg havde hørt sige, at hvis man ville have en frugtbar debat skulle man invitere deltagere, der var enige, ikke uenige – så kommer nuancerne frem og jorden for fremdrift gødes meget bedre. Også klichéer som “samtale, der fører til samarbejde” tog jeg i min mund, for ofte gemmer der sig sandheder i den slags, og samarbejde bør altid være et nøgleord for Kulturmødet som for kulturlivet som sådan.

Oplevelse var ment som en bred kunstfestival, der parallelt med Samtale skulle præsentere kunst af alle arter – musik, litteratur, billed/rumkunst, teater, film etc. “Samtale om kunst uden kunsten selv bliver hurtigt gold” som der stod, kort sagt: vi skal vide hvad vi taler om, kunsten skal være til stede. Heri lå det budskab, at kunst som jo forstås som en delmængde af kultur på disse breddegrader, skulle være central. Vel at mærke professionel kunst. Festivalen skulle kurateres af fagfolk, ligesom Samtaleprogramnet i øvrigt skulle redigeres, så de mange ord ikke strittede i øst og vest. 

Dokumentation var det program, der skulle høste fra Kulturmødet. Opsamle holdninger, erfaringer, meninger, idéer o.s.v. og være med til at skabe den fremdrift og det samarbejde, der idéelt skulle være udkommet af de 48 timer på Mors i august. Modellen med 48 skarpe timer fra torsdag kl. 14 til lørdag kl. 14 hentede jeg fra ORDKRAFT Festivalen, også mit “barn”, der blev til i 2011. De 48 timer var ment alvorligt – ingen tid til at dase eller sove – og det blev noget af det, vi lancerede Kulturmødet på. Et overskueligt tidsspand, som alle kunne klare. Dokumentation blev de første år realiseret gennem en såkaldt grønbog. Et EU-fænomen lig en hvidbog, men hvor grønbogen forventes at skue fremad, ser hvidbogen tilbage.

Optakt var meget mere end optakt til Mors. “Kulturmødet hele året” lød parolen, og jeg forkyndte højt og flot, at Kulturmødet varer 8.760 timer, hvoraf de 48 udgør kulminationen på Mors. Jeg forestillede mig små og store arrangementer over hele landet, hvor samtalen blev holdt i gang, både på grundlag af grønbogen fra Mors, men i høj grad for at bidrage til dagsordenen på det kommende Kulturmøde. Jeg var ret vild efter denne dynamik, som lykkedes de første år, hvor der blev holdt møder over hele landet, i samarbejde med lokale institutioner. Da Optakt var på sit højeste også møder i Paris, Berlin, London, Rom og de nordiske lande. Desværre led denne idé skibbrud i takt med at Morsø Kommune brugte sin magt til at spare omverdenen væk og henlede hele opmærksomheden på Mors, en katastrofe, der omtales senere. 

Der var andre idéelle fordringer til Kulturmødet, henunder stor opmærksomhed på børn og unge, at vi ikke talte om “publikum”, men om “deltagere”, uanset hvor mange der var, og at al professionel medvirken skulle honoreres, ligesom enhver deltagelse skulle være gratis. Disse nydelige forventninger blev så nogenlunde realiseret de første år og har overlevet. Stadig har børn og unge en betydelig plads i programmet og det er gratis at deltage i Kulturmødet. 

Med De Fire Søjler som grundlag gik 3-Banden i gang, og på forunderlig vis lykkedes det i august samme år at præsentere det første Kulturmødet. Den imødekommende borgmester Lauge Larsen skønnede på forhånd, at 5-600 nok ville deltage. Som altid skrydende gættede jeg på 3-4.000. I Kulturmødet 2013 deltog 6.000!