En dårlig taber
Jeg har aldrig forstået, hvorfor der ideligt lægges sportsmetaforer ned over mange forhold i livet: ”Hun tabte kampen mod kræften”, ”Han blev den store vinder ved kommunevalget” og den slags. Måske det går tilbage til antikkens Grækenland, hvor sport havde samme valeur som filosofi, politik og kunst.
Nå, hvis det endeligt skal være: jeg er en dårlig taber. Jeg har meget vanskeligt ved at håndtere nederlag. Jeg går i chok hvis man skælder mig ud. Når uretfærdighed rettes mod mig gemmer jeg mig bort. Jeg kan ikke have det.
”Jeg er ikke sart, men åben for kritik” siger jeg ofte. Det er løgnagtigt, men ikke usandt, for jeg rammes hårdt i de situationer, men jeg har lært, at velbegrundet, konstruktiv, målrettet og elegant udført kritik er brugbar, hvis den altså er proper og sober. Jeg er ikke sen til at indrømme fejl, endsige give en undskyldning, men jeg føler mig forurettet, hvis respekten for mig ikke er til stede, og forurettelse kan man altid kun vende indad, fordi der sjældent er accept af denne følelse.
Jeg bliver let fornærmet, når jeg – berettiget eller ej – taber en kamp om et eller andet. Det bliver ofte til insisteren, påståelighed, i værste fald surmuleri og vrede. Nu har jeg forhåbentligt aldrig påstået mig perfekt, men jeg er ikke stolt af den brist i min selvskabelse, der gør mig til en dårlig taber – og jeg indrømmer gerne, at flugt ud ad bagdøren, selvvalgt isolation eller fornærmet bortrejse med slukket telefon ikke bringer mig videre i livet. Kamp eller ej.