En rose så blå

Jeg har ikke grønne fingre. Jeg har haft de haver, jeg skal have i mit liv, jeg er i det hele taget ikke den store naturelsker. Det til trods for, at jeg er vokset op med blomster. Min far var, blandt så meget andet, blomsterhandler og -binder, min farfar ligeså, min farmor det samme. Gennem årene havde de to generationer op imod tyve blomsterbutikker rundt om i fødebyen Aalborg, dog ikke på samme tid. Men de havde et vist ry – et af de gode. Blandt andet i kraft af min fars – blomstrende – fantasi. 

Far fik flere præmier for avanceret blomsterbinding, han udgav engang en bog med spektakulære buketter og opsatser, og mange begyndte at bestille deres brudebuketter hos ham, da han tidligt i min barndom begyndte at reklamere med roser i alle farver. Hvis bruden ikke ville i hvidt eller havde et farvet skærft kunne hun komme med en farveprøve og få matchende roser. Fidusen var, at far dagen før begivenheden som en anden alkymist eksperimenterede med forskellige frugtfarver, satte hvide roser i farvet vand, som de trak op i løbet af natten og fik den ønskede farve. Det var stort dengang.

Han opfandt også hvad han kaldte ”Efterårspyntning” af grave. Efteråret var jo en død tid også økonomisk – forårsblomstrende var afblomstrede og der var lang tid til julens grandækning, så far udnyttede hullet kommercielt og bragte sine efterårspyntninger på mode. Pudsigt nok var han også manden bag en lille ret grim plasticbuket, der kunne placeres i automobilets vindue – konceptet blev betitlet ”Kunstblomsten Jena” (opkaldt efter min søster), blev solgt på tankstationer og i bilbutikker med en vis succes, men var ikke noget af være stolt af for en ellers glimrende blomsterbinder.

Men mig og blomster? Jeg har naturligvis foræret smukke kvinder og hæderlige mænd blomster ved passende lejligheder, men det er det eneste – bortset fra én reminiscens af blomsterbarndommen: jeg har altid og gør det stadigt købt en buket til mig selv, hvis jeg er blevet tildelt et alt for trist hotelværelse. Kald det bare tøset!