Den Sorte Brud

Datoen er 12. oktober 1985; en begivenhedsrig dag, for da blev jeg gift med Den Sorte Brud og det var meget stort for mig. Jeg har tidligere berettet om, hvordan jeg 22. juni samme år mødte og forelskede mig i Christina. Efter nogle få uger sammen og beslutning om giftermål, foretog Christina en planlagt rejse til Grækenland af næsten to måneders varighed. Min opgave var så at planlægge vort bryllup, der skulle stå i Budolfi Kirke, Aalborgs Domkirke. 

Det var ikke let. Dels skulle begivenheden være renset for al standard, lige fra ritual til påklædning og festmenuen; dels skulle fruen in spe naturligvis være med i planlægningen – det skete ved et dagligt telefonopkald fra købmanden på en græsk ø, oftest en skrattende og ustabil forbindelse.  Hvor langt jeg var kommet? Hvem skulle gifte os? Hvad skulle vi spise? o.s.v.

Da Christina kom hjem 2-3 uger før dagen tog det fart. Præsten blev vores ven, den underlige, elskelige dr. phil. Per Salomonsen, der var præsteviet. Vi gennemgik sammen med Per det autoriserede ritual, rensede ud og rettede til, så det passede til os. En anden ven, den fantastiske organist Michael Austin kom på plads, musikken aftalt (der var ingen salmer), 40 vennepar blev inviteret, Klosterkroen og pizzeria Kunst og Spaghetti reserveret og mange andre detaljer kom på plads. 

Dagen oprandt og nervøsiteten bredte sig hos mig. Min lunte var kort, især da jeg det meste af dagen var ved at falde over to stykker sort klæde, der absolut skulle ligge på gulvet som en slags påmindelse. ”Det er min brudekjole, den skal jeg lige have syet sammen” sagde Christina beroligende. Min far hentede en håndfuld kallaer til buketten (giftige og sjældne, mest brugt til begravelser) i Tirstrup Lufthavn, sendt fra Holland. 

Bilen ville ikke starte, så vi kom lidt for sent til præsteværelset i Budolfi, hvor pastoren og vi slugte et par Gammel Dansk, hvorefter vi i gåsegang entrede korbuen. Jeg med en sweater over skulderen, hvid skjorte og nye sko, som jeg havde ”gået til” i et bed ude på Nordjyllands Radio, så de ikke virkede alt for velpudsede. En fortvivlet kordegn Møller Andersen, som var et endog meget korrekt menneske, forsøgte fortvivlet men forgæves at få gæsterne til at dele sig efter køn som man har gjort i flere hundrede år. Han måtte opgive kampen med anarkisterne. Det hele blev klaret på den sædvanlige halve time og brudepar, gæster, præst, organist og nysgerrige gik i samlet trop til den nærliggende Klosterkroen for at fejre glæden eller – hos de mange, der havde svært ved at kapere at byens smukkeste kvinde og lækreste mand nu var optaget – slukke sorgen.

Dén dag, med dén brud, i dén kjole, med dén brudebuket, tænkte jeg ofte på den svada, min far afleverede gennem årtier som kirketjener i Ansgarskirken i samme øjeblik han lukkede brud og far ind i kirken: ”Bruden er i hvidt, for det er hendes lykkeligste dag. Gommen er i sort”. Når en brud entrede kirken med et stort grin vidste man, at min far havde været på spil…