At elske kirker
Jeg er normalt varsom med at rette ordet ”elsker” imod ting, men kirker er jo så meget andet, end mursten. Kirker er muligvis det sted, jeg har opholdt mig flest gange i mit liv; flere end i fly og tog, flere end i det, man kalder ”hjem”. Der er næppe mange af mit livs godt 24.000 døgn, jeg ikke har betrådt et kirkegulv.
Ja ja, jeg er vokset op med kirker, jeg er troende kristen, jeg er et kulturmenneske, interesseret i arkitektur etc., så det er naturligvis mere oplagt for mig at besøge kirker, end for dem, der kun dukker op til dåb, bryllup og begravelse og af nogle betegnes som ”kirkefremmede”. Men der er for mig flere grunde til at kirker er en nødvendighed i mit liv.
Kirker har altid været der – i hvert fald i den tid, jeg kan rumme i mit univers, og det er trods alt flere tusinde år. Denne bestandighed giver mig tryghed, et fænomen jeg har valgt ikke at vælge i mit liv som sådan. Tryghed gør mig utryg, jeg bliver nervøs for om verden, og livet i den og mig er gået i stå, og manglende fremdrift er stilstand, som gør mig bange. Jeg har valgt at gå på opdagelsen i nutid og fremtid, og i dét perspektiv kan kirker levere historie og fortid – sådan for en sikkerheds skyld.
Kirker skærmer mod støj – eller giver mit liv en mere kvalificeret støj, end den, motorveje, supermarkeder, bodega-bøvsen, debat-palaver og dårlig musik bidrager med til mit sarte sind. Jeg valgte i sin tid musik som mit element, fordi man ikke kan lukke ørene, men jo øjnene, hvis et skilderi eller en begivenhed ikke findes fornøden. Lyde er der hele tiden, om man er vågen eller sover, men den stilhed, der oftest hersker i især tomme kirker virker sitrende som pendulets kraft netop når det er ved at gå i stå, men ikke gør det.
Kirker rummer ritualer – som i modsætning til rutiner er fulde af liv og håb og løsninger. Kirker har en særlig evne til at sætte tilværelsen i perspektiv, udfordre tåbelige idéer og handlinger; kirker er bæredygtige bl.a. fordi de peger på både fortid, nutid og fremtid på samme tid. Det er ikke så let at jævne dem med jorden og selv de mest forråede magthavere og despoter sparer ofte kirker for bomber og sønderlemmelse.
Jeg kan møde Gud i kirker – hvis jeg ellers selv er til stede fuldt og helt. Naturligvis er Gud overalt, Gud hører og ser alt (bortset fra Debatten i DR), Gud er alt. Men i kirker er det som om mit sind bliver mere beredt til det helt personlige møde med Gud, især hvis jeg er alene med Gud og traditionstynget kirkelighed ikke forstyrrer samtalen og samværet; kort sagt: mine 10 minutter dagligt i andagt, som ikke er et indremissionsk begreb, men i sin tyske oprindelse betyder tilbede, hvilket er det jeg gør: takker for og beundrer skaberværket, for livet, menneskene omkring mig og såmænd koen, der giver mig mælk (tak også til koen for dét) og fuglen, der kvidrer for mig. Det er ikke romantik, det er virkelighed.
Engang producerede jeg en P1-serie betitlet ”De nye kirker”, hvor jeg drog rundt og præsenterede de talrige og arkitektonisk imponerende (de fleste af dem) mange kirker, der blev til under det seneste kirkebygge-boom i Danmark i 60’erne og fremefter. Dette for at sige, at kirker altid har været og altid vil komme her. Ulig menneskefjendske motorveje og betonboliger, som slides op og forgår. Kirker består.