Vandpistolen i Venedig

Jeg fortæller gerne denne anekdote, fordi den baserer sig på en særlig, meget charmerende, men uudgrundelig og samtidig oplagt logik, som mange begavede kvinder gør brug af, i dette tilfælde min kære eks Sofie. 

Hændelsen udspiller sig i december vistnok 1999, hvor vi havde haft besøg i København af datter Nathalie nogle dage. En aften gik vi i Vintertivoli, og de to legebørn fjollede som sædvanligt omkring og forlystede sig som det jo er meningen i Carstensens hyggelige etablissement. Jeg utålmodig og skeptisk over for løjerne – også som vanligt; især over for en andedam, hvor man kunne vinde tåbelige plasticting, hvilket skete: pigerne vandt en vandpistol.

Den blev desværre ikke glemt hele to gange – første gang da den røg i Sofies frakkelomme. Anden gang dagen efter, hvor vi skulle sætte Nathalie på et fly til Aalborg og vi selv til Venedig. Alt gik efter planen indtil Sofie tømte sine lommer i sikkerhedskontrollen og lagde plastikskyderen på båndet. Den måtte hun bestemt ikke have med i flyet – den kunne jo anvendes som attrap. Stærkt insisterende på at den skulle med blev den placeret i en æske, som flypersonalet opbevarede til udlevering kunne finde sted i Marco Polo-lufthavnen. 

Undervejs håbede jeg på, at Sofie havde glemt våbenet, så vi kunne undgå yderligere en omgang bureaukrati (oven i købet italiensk), men nej: ”Hvor er min vandpistol?” spurgte hun bekymret og fandt selvfølgelig frem til den efter en del palaver. I bussen over dæmningen til Venedig dristede jeg mig til at spørge, hvad hun dog skulle med en tåbelig klump plastik til 5 kroner. Så kom det begavede svar: ”Jeg kan da ikke tage til Venedig uden min vandpistol” – Nej, selvfølgelig ikke, Sofie!