Paper Bit Moon 5
Bits og Simon Spies’s udstilling hed ”Sjælens Spejl”. Man siger, at øjet er sjælens spejl. Man kan selvfølgelig også bruge et spejl til at se sig selv i øjnene. Det ved jeg ikke, om Bit tænkte, da hun udstillede sin fremragende papirkunst sammen med levemandens. Den Bit, jeg forelskede mig i (og på sin vis stadig elsker) var formet af en stor portion, måske påtaget, troskyldighed, en veludviklet intuition, men også en drømmeagtig virkelighedsflugt, som betød, at hun altid skulle videre, altid et andet sted hen, for virkeligheden kan man jo kun løbe fra indtil man bliver indhentet af den.
Da Bit og vores søn var flyttet fra mig for at bo på kollegium og hun studere på universitetet, opretholdt vi en propert forhold, som mest handlede om at beskytte Christopher mod de værste følger af den lille families opløsning. Jeg havde fast ugentligt samvær med ham og det gik rigtig godt. Ægteskabet ophørte formelt 31. oktober 1984 efter 2.162 døgn. Bit passede sit studium, men i foråret 85 skete der noget igen. Hun løb på selvsamme Klosterkroen, hvor vi havde levet en del af vort samliv, ind i en norsk gæsteprofessor på Aalborg Universitet, Arnulf Kolstad, som var en af Norges mest markante akademikere, lynende begavet og respekteret, 16 år ældre end Bit, men herregud! I Aalborgs byliv mest kendt som en heavy drinker og womanizer – respekt for det også! Men: igen fra dag til dag opgav Bit studiet og flyttede med vores Christopher til Trondhjem, hvor Bit senere stiftede familie med Kolstad, kastede sig ud i en TV-karriere, blev kendis på norsk, men som det første atter afbrød forbindelsen med mig og – hvad værst var: min søn. Påskuddet var, at ”det ikke var muligt at opretholde samvær med så stor afstand”.
Her tager mit liv endnu engang en pludselig drejning: jeg møder i juni 85 Christina, dronningen i mit liv. Hun sætter det hele på plads! Som beskrevet tidligere var mit møde med Christina noget af det mest fantastiske og afgørende i mit liv. Det gjaldt også hendes reaktion på, at jeg, 31 år og nyligt skilt, havde en 5 årig søn, som jeg var ulykkelig over at have ”mistet”, medens 22 årige Christina var uprøvet på det område. Helt enestående approberede hun det; ikke nok med det: hun tog initiativ til en melding til Bit om at geografisk afstand ikke behøvede være nogen hindring for samvær mellem far og søn idet hun opfordrede mig til at meddele Bit at ”Christina kommer i morgen og henter Christopher til Danmark nogle dage”.
Næste morgen tog Christina med morgenfly via København til Trondhjem og retur idet min søn og min nye kærlighed ledsagede hinanden. Det var kærlighed ved første blik mellem de to, og herefter ydede Christina en aldeles enestående – som i: e-n-e-s-t-å-e-n-d-e – indsats i forholdet mellem Christopher og mig og moderen i det fjerne Trondhjem. Den dag i dag er de to ”Ch’er” tæt forbundne i en aldeles, ja: enestående grad. I øvrigt vandt Christina engang en præmie i en konkurrence i Berlingske om alternativer til det tåbelige udtryk papsøn – ”fostersøn” lød hendes barokke og bæredygtige forslag.
Dette skal imidlertid handle om min første hustru, Karen Bit Vejle. Efter flytningen til Norge har vi ikke haft kontakt. I min digtsamling ”Verden” skriver jeg: ”Nogle kvinder/har forladt mig/lige så resolut/som de har forledt mig”. Dén idræt holder Bit mesterskabet i – med flere længder! Det er, da dette publiceres, omkring 25 år siden jeg sidst så et glimt af hende på lang afstand, i øvrigt under besøg hos dronning Christina. Bit skimtede mig, tror jeg – i hvert fald skyndte hun sig bort. Det var Bit. Ballerina Bulldog. Paper Moon.
Fortsættes – i mange anekdoter her i erindringerne fordi Bit naturligvis jævnligt dukker op i mit sind.