Nompokisten

Boys wil be boys er det sagt. Ifølge Cambridge Dictionary betyder det, at man ikke skal blive overrasket hvis mænd opfører sig rå og støjende, for det er hankønnets natur. Tja…

I hvert fald synes jeg, at min enbårne søn Christopher opførte sig særdeles mandigt, da han som femårig i leg med en jævnaldrende knægt trak de bløde kvaliteter frem under den klassiske fejde om hvis far der er stærkest.

I og for sig betragter jeg mig selv som ret stærk. Jeg synes, jeg er stærk mentalt, lettere stærk emotionelt og enormt stærk fysisk, i hvert fald momentant hvis jeg føler mig udfordret, irriteret eller andet i samme boldgade. Det er ikke mange år siden, jeg på en formiddag gravede to ton sand ud af en kælder ene mand. Oven over det stedse dybere hul, jeg gravede mig ned i, stod 4-5 slapsvanse, nogle ældre end mig, og drak øl og røg. JEG klarede både at grave, drikke og ryge og hullet blev til en kælder.

Nå, men episoden med Christopher udspiller sig i 1985 på hans legeplads, hvor jeg på en snes meters afstand ser sønnen stå over for en tilsvarende i klassisk John Wayne stilling: hvem skyder først? Jeg hører ikke rivalens påstand om sin far, men jeg kommer tæt nok på til at høre min egen lille helt slynge i hovedet på udfordreren: ”Hva så? – Min far er nombokist”.

Jeg tror ikke drengen flygtede under denne trussel, men jeg vendte mig stille om og fandt en anden vej – et kort øjeblik i tvivl om musikkens magt, men også stolt over at Christopher pralede af sin far, komponisten.