Elefantastisk ulykke
Jeg har som de fleste andre oplevet en del u-lykke i mit liv, men har været forskånet for rigtige ulykker, hvor liv og lemmer var på spil. De få gange, det er sket, har det være bagateller. Men én gang blev et uheld udbasuneret direkte i Danmarks Radio P2 og virkede lidt dramatisk.
Det skete i slutningen af 80’erne. Som ofte før sendte vi direkte koncert med Aalborg Symfoniorkester fra Aalborghallen en vinteraften kl. 20. Og som vanligt parkeredes vores transmissionsvogn ved den store bagindgang til hallen, også kaldet Elefantporten bl.a. fordi dimensionerne er ret elefantastiske.
En bred betonrampe skråner op til selve porten, så lastbiler kan køre helt ind til salen, som dengang var én af de største og akustisk bedste koncertsale i Norden. Min opgave er ren rutine: jeg skal sige velkommen til lytterne og guide dem gennem koncerten mellem numrene, og så skal jeg, medens musikken spiller, være producer og sidde i radiovognen for at give teknikerne instruktioner om lyd, gangen i musikken osv. Det er en slags maraton de to timer, koncerten varer. Jeg pendler mellem salen og vognen i ét væk, that’s life.
På vej ind i salen efter pausen glider jeg på rampen i det glatte føre og en af mine fingre står vinkelret op fra hånden. Det er utrolig smertefuldt og jeg nærmest kravler tilbage til vognen for at få hjælp. Musikken går i gang uden min begavede introduktion, en tekniker kører mig på skadestuen, og min kollega i Radiohuset på Frederiksberg tager over og improviserer sig gennem resten af koncerten.
Jeg bliver behandlet og fruen henter mig hjem til kærlig omsorg. Men to forhold skaber dramatik: 1) uheldet annonceres i radioen og 2) mine forældre hører for en gangs skyld P2. Studieværten, Mette Gotthardtsen, kommer til at sige et eller andet om at hun nu overtager for ”Evan…. er kørt på hospitalet”, hvorefter hun på forbilledlig vis introducerer resten af musikken. Det får mine lyttende forældre til at gå i panik, for hvad er der egentlig sket med knægten, hvor er han og overlever han? Alt det ved vi først senere – da forældrene har kørt rundt mellem sygehusene i byen for til sidst at finde mig hjemme i hustruens skød. Drama i provinsen!
Det hele førte til, at rampen ved Elefantporten fik ny, is-sikker belægning. Det fik min finger ikke, og her over 30 år ældre kan jeg stadig ikke rette venstre hånds langemand helt ud; godt at fuckfingeren sidder på højre hånd. Men tænk hvis jeg havde været koncertens solopianist! Nej, det fata morgana vil jeg ikke udsætte publikum og lytterne for…