I biografen

Jeg er ikke nogen flittig biografgænger, selvom jeg faktisk er ret optaget af filmmediet. Som jeg ofte drillede min gamle ven, biografejer Boye Elimar med: jeg venter til filmen kommer i TV, vel vidende, at film naturligvis er skabt til det store lærred. 

Min biografdebut var ellers ret effektiv. Den fandt sted i 1963, da jeg var ni (da havde jeg allerede været i teatret en del gange), og den bestod i, at jeg gennem et par måneder så den samme film i den samme biograf hver søndag eftermiddag.

Det drejede sig om en dansk filmudgave af den franske multikunstner Hervé’s syngespil ”Mam’zelle Nitouche” fra 1883. Hervé havde stor succes med sine over 100 operetter, og op i 1900-tallet blev flere af dem omsat til filmlærredet, herunder Nitouche. Den blev indspillet på mange sprog, herunder altså dansk, og dét med tidens mest kendte skuespillere. Hovedrollen havde Lone Hertz, dog måtte Katy Bødtger træde ind med sin stemme til filmens mange sange – det var ikke lige Hertz’s gebet.

Jeg var fuldstændig bjergtaget af den utroligt smukke, søde, dejlige Lone Hertz, og da jeg engang i 1990’erne mødte hende i forbindelse med hendes oplæsning af den nye bibeloversættelse i DR, betroede hende, at jeg som ni-årig havde været smask forelsket i hende som 23-årig, fik jeg et kys på kinden. Det var stort.

Det var næsten som at være til stede dengang i efteråret 1963 i City Biografen, altid på første række balkon til 2 kr. og alene, for jeg stortudede gennem hele filmen, og det var jeg noget flov over. Jeg havde dog altid en lille pose saltbomber med, så jeg diskret kunne skjule tuderiet bag et let host.

Der skulle gå 20 år før jeg igen var i biografen – eller i hvert fald husker det. Da viste min ven Boye Milos Formans Mozart-opera ”Amadeus”, og i den forbindelse opførte jeg mit eget jalousi-drama i Boye biograf med udsmidning til følge. Denne saftige historie kommer senere.