Fødsel i venteværelset

At blive far er alle mænds hårdeste fødsel. Når man er gammel nok til at blive far har man fortrængt eller glemt da man selv blev født. I dét øjeblik tænker man ikke på moren, barnet, jordemoderen eller andre, i virkeligheden kun på sig selv – hvis man da tænker. Man fødes simpelthen, er et foster. Tænker et foster, en nyfødt? Tænker faren eller føler han blot?

Jeg har været med til tre fødsler. Den første naturligvis min egen; den anden fødslen af mit andet barn, Christopher i 1980, den tredje fødslen af Nathalie i 1990. Det er for mig – som nok for de fleste – nogle af livets største øjeblikke.

”Jeg har været med”? Nej, ikke rigtigt. Det er bare min fortælling og den er mere nuanceret, end sandheden. Under mit første barns fødsel var jeg på Mars eller et andet fjerntliggende sted. Jeg fyldte 18 år tre uger før, men havde barnets umodenhed, i hvert fald i forhold til det at blive far. Reaktion: jeg løb skrigende bort. Men både da Christopher og Nathalie blev født (og jeg var blevet 26 hhv. 36 år) var jeg med – i venteværelset.

Det var lige så sølle som det lyder. Alle klichéer om nyfødte fædre kan bringes i spil her: der blev røget tæt i venteværelset og et, ganske vist begrænset, antal gibbernakker blev indtaget. Det var hårdt. Første gang var jeg i selskab med en for mig ukendt håndværker, anden gang med min journalistkollega Bent Stenbakken. Glimrende og respektable mennesker, men vi blev sgu alle tre lidt underlige i den situation. 

Jeg må hellere tale for mig selv: det gjorde forfærdelig ondt; jeg følte mig utilstrækkelig (hvad jeg også var), oversensibel, bange og krysteragtig. Mødrene havde selv frabedt sig min medvirken ved fødelejet og det var klogt, for to børn på én gang? Et ukendt og et alt for kendt.

Jeg husker begge fødsler ”som var det i går”. Vel at mærke det kedelige venteværelse med slidte ugeblade og en kande lunken vand. Ikke mindst røgen, de små bitre og mine to medlidere. Selvfølgelig lønnede denne enorme lidelse sig – i form af lykkelige mødre og velskabte børn. Nå ja, og far her som var stolt over det, der kaldes familieforøgelse. Stolt er også en kliché, men mere kan det ikke blive til. 

Jeg vil til min død være dybt imponeret og taknemmelig overfor de kvinder – og alle andre mødre – der står den slags igennem. Med klynkende fædre i venteværelset.