Jeg hader kunst

Overskriften skal tages med kilo salt, for jeg hader ikke kunst – jeg har hele mit liv levet af og med kunst af enhver slags. Når jeg skriver det er det for at sige, at jeg mener, man ikke kan hade kunst ligesom man ikke kan elske kunst. Jeg elsker ikke Mozarts musik, Rembrandts billeder og Oehlenschlägers digte. Der er der jo mange, der gør, men jeg mener simpelthen ikke at kunst er til for at blive elsket.

Når jeg bruger ordet kunst dækker det i øvrigt meget andet end billedkunst som ellers defineres som ”kunst”. Ud over billedkunst findes der jo mange andre kunstformer – lydkunst f.eks., det der kaldes musik, og jeg ved godt det er historisk betinget, men synes, at det er lidt kålhøgent, at billedkunsten har sat sig på udtrykket kunst.

Jeg er selvfølgelig ikke den eneste, der ikke betragter kunst som ren og skær nydelse. Der findes tonsvis af udsagn om den slags. Billed/rumkunstneren Georges Braque sagde at ”Kunsten er skabt til at forvirre, videnskaben til at berolige”. I min version, som går helt tilbage til min teenagetid hedder det ”Kunst bevæger, kultur bevarer”. Når jeg siger bevæger er det ikke (blot) i betydningen bevæge sindet og tårekanalerne; jeg mener, at kunstens opgave er at flytte mennesket, ommøblere sindet, og den helt sublime kunstoplevelse efterlader verden og mennesket et andet sted, end før kunsten satte sig i bevægelse. I øvrigt ligesom en god religiøs eller erotisk oplevelse.

Når jeg så mener at kultur bevarer er det et udtryk for det, der er blevet en slags dansk teori og praksis, udtrykt f.eks. som ”kultur er det kit, der binder os sammen som nation, kultur skaber fælles identitet” osv. Kunst forstås så som en delmængde af kultur og her kører det helt af sporet, for det er ikke kunstens opgave at bidrage til samfundets bevarelse. Det er også i det felt, man mener, at kunst skal forklares og forstås, og der findes jo utallige institutioner og personer, der har det til opgave. Jeg hælder til Storm P., der sagde, at ”Når kunst kræver forklaring er der noget muggent ved den”.

Jeg kunne tilføje, at når verden går under bliver det ikke af mangel på meninger om kunst, men af mangel på kunst. Bare vent og se! Mange kunstbrugere som de vist hedder nu om dage bidrager til undergangen med deres ”jeg æælsker Mozart, Rembrandt og Oehlenschläger”, deres dvælen ved det smukke, hele deres konsumption af kunst. Kun masochister kan elske kunst.

Jeg korser mig, når jeg konstaterer, at der stadig findes en oldnordisk instuítution, der kalder sig Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster. Der bliver jeg nok aldrig medlem.