Genert og lignende

Jeg kan sagtens høre folk, der kender mig godt, vantro udbryde: ”Genert? Du?”. Men sådan er det: bag min overdrevne forfængelighed og jævnligt skrydende adfærd er jeg faktisk en del genert. Jeg kan lide at være anonym og har det godt bagest i køen eller nede i krogen, iagttagende hvad der sker omkring mig.

Jeg har altid været et optrædende menneske – som musiker (som regel skjult på orgelpulpituret), foredragsholder, radio/TV menneske og andet. Jævnfør tidligere her i erindringerne, kan jeg godt lide at tiltrække mig opmærksomhed på gaden og museet, i baren og flyet og hvor jeg ellers færdes. Som regel ubevidst; det er blevet en del af min identitet og mit udtryk. Det er ikke særligt flatterende; måske skulle jeg arbejde lidt på dét ved lejlighed.

Jeg kan også blive flov; hvis mit kravetøj ikke er på plads, hvis jeg afstedkommer morskab, som jeg ikke selv har planlagt, hvis jeg bliver overdreven komplimenteret eller ikke kan genkende en bekendt. Flov er også en slags genert.

Til gengæld kender jeg ikke rigtigt fænomenet skam på egen krop. Jeg har forhåbentlig sjældent noget at skamme mig over. Min opdragende farmor ville aldrig sige ”Du skulle skamme dig” til nogen, selvom det nok var en del af vokabulariet for den generation. Jeg tror, at hun mente, at før skam bliver aktuelt er det det bedst proaktivt at rette op med en velment undskyldning. 

Jeg bliver ofte det, man på tysk kalder ”verlegen” og som farmor kaldte ”forlegen”. Jeg kan have svært ved at håndtere elementære situationer på gaden, hvor jeg ofte ikke kan finde ud af hvem der skal give plads for hvem eller om jeg skal entre restauranten før ledsageren; jeg ved dog at man aldrig går bag en kvinde op ad en trappe. Den slags udvikler sig undertiden til en uskøn tranedans, afsluttet med et – forlegent – smil.  Det kan blive pinligt, en fætter til forlegen, men så er vi langt ude.

Naturligvis er der grænser for min selvudslettelse, og dem udnytter jeg ofte. Som da regionsformand Ulla Astman afsluttede det første Kulturmødet i 2012. ”En stor tak til dig for din fantastiske idé og indsats, Evan. Hvor er du henne?” spurgte hun og spejdede ud over salen. Jeg stod nede i hjørnet og kvitterede stille med et ”Det var så lidt, Ulla”. Ironien i mit svar rungede hult og hyklerisk gennem rummet. Stakkels Ulla.

Genert er jeg; verlegen også; undertiden flov; måske pinlig; men sjældent skamfuld.