Skal vi være De’s?
Min mor sagde livet igennem “De” til sin svigermor og tiltalte hende Fru Vestergaard, og naturligvis hendes svigerfar Hr. Vestergaard. Det var måske rigeligt nok, for generationerne i min familie levede tæt sammen. Det var måske også lidt out of time, for det handler om sidste halvdel af 1900-tallet og Aalborg, efter danske forhold ikke nogen landsby. Både mor og farmor var også bysbørn og ikke helt uden dannelse. Men altså af den gammeldags slags. Jeg er ikke sikker på, at det handlede om respekt, men nok en slags høflighed.
Jeg har lidt af det med mig. Hvis jeg skal forbi en dame, der er ældre end mig (og de findes endnu) i bussen, siger jeg spontant ”Må jeg have lov, Frue?” og har i øvrigt opgivet de unge mennesker, der siger ”jeg skubber lige til dig” når de skal ud af bussen. Lad mig straks sige: høflige unge findes også, måske endda i overtal.
Jeg færdes en hel del i Tyskland og nyder, at det er sædvane at sige ”De” til hinanden, når man mødes i det offentlige rum og i øvrigt ikke er familie eller i tæt relation. Jeg siger ”De” til den 15-årige, der betjener mig i kiosken for hermed at tilkendegive at jeg har respekt for ham/hende i den sammenhæng, vi er i nogle sekunder, og jeg forventer og får som regel god service og høflig tiltale igen. Det er det samme i Frankrig, men det er mit indtryk, at disse omgangsformer er ved at svinde ind dér.
Efter min mening er det ikke spor gammeldags, og da jeg mener, at sproglige omgangsformer er et spejl af de forskellige og skiftende situationer, vi befinder os i fra morgen til aften, synes jeg at det er fint at markere den naturlige afstand, man har til de fleste i dagligdagen. Jeg er ikke på fornavn med den danske statsminister; jeg kender hende simpelthen ikke, og jeg mener, at det er udtryk for manglende respekt og i værste fald uklædelig leflen for den person, der har ét af landets mest betydningsfulde embeder, at kalde hende ved fornavn.
Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at have bekendte mere end tilfældige møder og hellere at have venner mere end bekendte. Men indtil vi bliver venner, så foretrækker jeg at være De’s og ikke du’s; med risiko for at blive til grin og kaldt altmodisch.