Åh Aalborg 1 – Kopibyen

Hvad er et hjem, en ”hjemstavn”? ”Det sted, man er født og vokset op” siger ordbogen, men i en kronik i 2018 satte forfatteren Rolf Bagger spørgsmålstegn ved den definition. Hvis man er født og vokset op på Nørrebro i København, er dét så ens hjemstavn? Nej, ordet er mest knyttet til bondelandet og har affinitet til stavnsbånd, der som bekendt var en samfundsformation i 1700-tallet. 

Min ”hjemstavn” er Aalborg midtby; nærmere bestemt Niels Ebbesens Gade og Boulevarden. Allerede dér går der rod i sagerne, for førstnævnte var et gedigent arbejderkvarter, medens den vestlige side af Boulevarden, hvortil jeg flyttede som 6-årig, var middelklasse. Det var en afgørende forskel, for skoledistriktet skilte midt på Boulevarden og da jeg kom i skole som 6-årig blev det Danmarksgades Skole, en lilleskole med 200 elever, der var en spejlvendt kopi af Rantzausgades Skole med 500 elever. De var faktisk bygget sammen og helt ens, men en væg skilte dem ad. Der var endog meget stor forskel på elevklientellet på de to skoler – og på indlæringsniveau, omgangstone mv. Jeg er sikker på, at det har haft afgørende betydning for den, jeg blev og er.

Jeg tror ikke, det var noget, man talte meget om i 50’erne og 60’erne. Men da jeg som 12-årig flyttede til Hasseris, Aalborgs velhaverkvarter, blev forskellen mærkbar. Mine forældres lille parcelhus lå i ”Gl. Hasseris”, det ydre Hasseris, og her mærkede man forskellen. Det var fattigrøvene, der boede i det, min far døbte ”marmeladekvarteret” fordi vejnavnene var opkaldt efter bær; vi boede på Hindbærvej, og det var ikke særlig fint. Her mærkede jeg for alvor forskellen mellem rige og ”mindre rige”, og kunne man ikke selv mærke den, fik man det at vide. Modsætningerne i mit tidlige liv ville ingen ende tage: jeg kom på en eksperimenterende skole i den anden ende af Aalborg, Seminarieskolen, der lå i krydsfeltet mellem det ”højere middelklasse”-kvarter” Gug og det, man i dag ville kalde en ghetto – Grønlænderkvarteret med den forkætrede Thulevej. 

Ligesom Gentofte i dag undertiden kaldes en ghetto, kunne man sige, at Hasseris og Gug var ghettoer – for Aalborg er i bund og grund en arbejderby. Det har jeg ofte skoset den for, naturligvis ikke af modstand overfor ”arbejderklassen” (jeg er selv medlem af Enhedslisten, f.eks.), men fordi byen har svært ved at vikle sig ud af selvforståelsen som arbejderby, selvom den kækt kalder sig videns- og kulturby i dag. Min papegøje bliver ikke til en hund fordi jeg kalder den Fido, som har jeg påpeget tidligere. 

Det er et af de dilemmaer, der har formet mit forhold til min ”hjemstavn”. Det er derfor, jeg aldrig for alvor har følt mig hjemme i byen, at jeg har en slags had-/kærlighedsforhold til den og at jeg sjældent anpriser dens kvaliteter, snarere tværtimod. 

Aalborg er en by, der ikke vil være sig selv. Det er landets politisk set mest ”røde” by, men den er blevet en amorf masse af – ingenting! Nyligt blev Aalborg Kommune målt på en liste over de bedste steder at bo i i dette land – nr. 62 ud af listens 95 kommuner. Til gengæld blev byen for et par år siden kåret som én af verdens bedste 10 ”småbyer” at besøge. Den slags huer ikke aalborgenserne, for man er vel en storby?

En tredje undersøgelse viser, at nordjyder (som aalborgenserne jo er) er den del af det danske folk, der nødigst rejser til udlandet. Måske er det derfor, de kalder byen ”Nordens Paris” – de har aldrig været i Frankrigs Paris. Den slags kaldes chauvinisme og det er karakteristisk for aalborgensere. De elsker deres by, som de har fundet et særligt kælenavn til: ”Dobbelt A”. Det er en kopi af så meget andet – Aarhus staves også med dobbelt A, Aabybro og Aalbæk også, ligesom over 100 byer i DK. Aaborg er en kopiby. Jeg kalder undertiden drillende byen for Åålborg. ”Du kan da bare flytte”, er et typisk aalborgensisk svar. Det er der mange, der gør og de fleste vender ikke tilbage.

I de kommende kapitler skal det handle om mit liv med og uden ”min” fødeby.