Åh Aalborg 2 – Den Røde By

1. maj 2021 /

Man siger, at Aalborg er landets mest røde by. I min levetid har der været 6 borgmestre – alle socialdemokrater. I næsten 100 år har der været socialdemokratisk styre i byen, ofte med op imod 50 % af stemmerne. Egentlig passer det mig godt; hvis altså det ikke var fordi jeg opfatter socialdemokratismen som lyserød og mig selv om mørkerød; socialist af den mere revolutionære art, omend jeg ikke går ind for voldelig revolution, som ikke er forenelig med min kristne livsholdning.

Aalborg er en gammel arbejderby. Gammel betyder i den forbindelse forhenværende, for de industrier, sprit, tobak, skibe og cement, der for hundrede år siden var byens kendetegn og økonomiske grundlag, er næsten borte og de seneste årtier har man forsøgt at skifte identitet til ”videns- og kulturby”, især hjulpet af det snart 50 år gamle universitet og en række kunstinstitutioner, som mest glimrer ved deres ydre end det, de reelt byder på.

Der er ingen tvivl om, at alt dette har skubbet til byens udvikling, men som antydet i forrige kapitel er byens selvforståelse ikke fulgt med, og det er også mit klare indtryk, at Aalborg ikke ligefrem er kendt for sine kunstnerisk/kulturelle kvaliteter og meritter hverken nationalt eller internationalt.

Hverken viden eller kultur har sat sig rigtigt igennem rent folkeligt og de følgagtige og visionsløse magthavere har heller ikke helt tjek på, hvad det vil sige at være ”videns- og kulturby”. Man er stadigt stolte over byens fortid som arbejderby og synes at mene, at nogle af de kvaliteter, der lå i dét, kan bruges i en moderne selvforståelse af en by, der efter danske forhold nærmer sig ”storby”.

Det giver nogle underlige modsætninger, som bremser for en kvalitets- og indholdsmæssig udvikling af Aalborg. F.eks. mådehold og beskedenhed i forhold til uhæmmet vækst. Der er ikke den store forståelse for, at udvikling på kunst- og kulturområdet kræver penge – mange! – hvis man ikke blot vil have ”mere af det samme”, men i stedet unikke forhold for skabende kunst og unikke tilbud til befolkning og tilrejsende. Derfor kaldte jeg i forrige kapitel Aalborg for en ”kopiby”. Det vækstbegreb, der prises og praktiseres i Aalborg handler om flere indbyggere, flere boliger, flere institutioner, flere veje – mere af alt. Men kvaliteten af væksten kerer man sig ikke om – det er tydeligt -, når man bare man har det. ”Aalborg er jo ikke Berlin” som jeg ofte bliver skudt i skoene når jeg fremhæver f.eks. nogle tyske byer som kunst- og kulturbyer. Det er naturligvis rigtigt, og som tidligere skrevet er ambitionen om at være sig selv jo også eftertragtelsesværdig; men naturligvis ikke, hvis man ikke ved hvem man er eller vil være. 

Efter min mening er hele det socialdemokratiske idiom, der præger og styrer Aalborg, lige så forkalket som byens undergrund. Det er gammeldags og visionsløst, uden retning og vilje til egentlig udvikling i stedet for bevidstløs vækst. Det hjælper ikke engang med et generationsskifte. Den nuværende borgmester er en forholdsvis ung, nydelig og venlig mand, lige så populær som populistisk, men et resultat af partiets dynastiske indavl, og som bekendt er indavl ikke just befordrende for fremdrift og udsyn.

Ikke at jeg kunne ønske mig et egentligt regimeskifte, men jeg tror, at det kunne være gunstigt, hvis Socialdemokratiet i bare 20-30 år skulle kæmpe for magten og derfor lytte mere til omverdenen, herunder det øvrige politiske univers (naturligvis mest det venstredrejede), og ikke automatisk solede sig i den halve befolknings ukritiske og dermed fordummende holdninger.

Kunst og viden trives kun for alvor godt med det uventede, uforudsigelige og udfordrende.