Søvnløs

Jeg har altid haft et problematisk forhold til søvn. Jeg er ret sikker på, at jeg aldrig er kommet i nærheden af de anbefalede otte timers søvn i døgnet, ligesom jeg næppe nogensinde har været i helt dyb søvn. Jeg har hele livet været igennem repertoiret af parasomni, søvnapnø, REM og hvad det alt sammen hedder, og problemet er hverken af- eller tiltagende med alderen. Det på trods af, at jeg også altid har bearbejdet søvnen både i forskellige terapiformer og med personlige eksercitser, f.eks. lucide drømme, som jeg har dyrket i årtier; dem bruger jeg stadig som et værn mod de mareridt, som altid har plaget mig til mental invaliditet. Herunder nogle, der rækker helt tilbage til barndommen, men også kan udspringe af en banal hændelse eller en smart bemærkning fra en ven. Engang ”du er din egen værste fjende”, som blev manuskriptet til et mareridt, der stadigt indfinder sig og kan vare 10 minutter eller en hel nat eller flere nætter ødelæggende mine dage ofte gennem uger.

På den anden side er mange idéer kommet under søvn eller tilstanden mellem søvn og bevidsthed. Mange kender det sikkert: løsninger, visioner og ideer af forskellig beskaffenhed dukker op om natten, og om morgenen kan man sortere en del fra eller lagre dem i et andet bevidsthedslag, hvor de måske dukker op igen. F.eks. altså via fænomenet lucid dreams.

Jeg kan ”bestille” et drømmeunivers eller ved tankens kraft tvinge noget fra dagens lysbeskinnede virkelighed ind i drømmen. Mit forhold til lucide drømme er nærmest kosmisk. Jeg er ret sikker på, det ikke er nogen tilfældighed, at begrebet fødtes i 1968, som var ét af mit livs mest skelsættende år. Min trang til hele tiden at have kontrol over mig selv (ikke altid nogen givtig ambition) får god hjælp af de lucide drømme, hvori jeg kan manøvrere ind og ud af forskellige bevidsthedsniveauer og næsten planlægge, hvor drømmene skal tage mig hen. Jeg synes også, at det er vildt spændende, at fænomenet tid bliver så udfordret i drømmenes verden; at man i drømme gennemlever dage, måneder eller år, men når man tjekker uret er der gået en halv times realtid.

Selvfølgelig har alt dette også med døgnrytme at gøre. Jeg står altid op ved 5-tiden og er mentalt og fysisk aktiv fra første sekund. Siden jeg var teenager har jeg altid taget det, der på moderne kaldes et powernap midt på eftermiddagen, og som regel går jeg til ro ved 23-tiden. I fuldt vågen tilstand er jeg rasende aktiv, men rammes undertiden af absence-tilstande, hvor jeg ”går ud” mentalt i sekunder eller minutter og hverken kan kontaktes eller selv nå ud, hvilket ikke altid kan observeres af andre. Det er aldrig blevet diagnosticeret, men kan være voldsomt generende i dagligdagen.

Søvnen og jeg vil nok altid udforske og udfordre hinanden. Tidligt i mit liv erfarede jeg de mange bevidstheds-niveauer og har lært at bevæge mig rundt i dem for at håndtere søvnløsheden når den er værst, f.eks. ved at tvinge mig selv til at vågne.

Man kan betragte søvnen som en slags underbevidst træning til døden, og da jeg tror på det evige liv, er døden ikke noget, der skræmmer mig umiddelbart (det kommer nu nok). Som Woody Allen sagde: ”Jeg er ikke bange for at dø; jeg vil bare helst ikke være der, når det sker”. Hvad angår det evige liv, så er jeg meget rationel. At det er evigt betyder ikke blot, at det er ”kommende”, altså efter døden,  men at mit liv har været der før mig og i særlig grad er der nu hvor jeg ”lever”, men livet fortsætter altså også. Den tid, den glæde…