Åh Aalborg 5 – det gode ved Aalborg
Hver uge anpriser unge indfødte eller tilflyttere Aalborg i en lille reklameavis, der hedder aalborg.nu. De har meget at rose byen for og det er der også gode grunde til – bare ikke dem, reklameavisen afæsker de unge: moderne kvaliteter som iværksætteri, cafékultur og den slags. Naturligvis har byen en del immaterielle herlighedsværdier, herunder nogle tusinde aalborgensere, men her skal det handle om nogle fysiske herlighedsværdier, som det er værd at fremhæve, selvom jeg som i tidligere kapitler også må gøre opmærksom på byens tvivlsomme selvforståelse. Og dog: et folkefærd, der oversætter ”all inclusive” til ”hele svineriet” har da en vis selvindsigt.
Aalborg har nogle smukke parker, f.eks. Østre Anlæg, der ligger i et gammelt arbejderkvarter og er ekstremt velskabt og velplejet, men ikke anvendes ret meget. Modsætningen hertil er den centrale Kildeparken, der mishandles af karnevalsfolk og andre drukmåse. I en del af Kildeparken ligger Aalborghallen, der sandsynligvis er byens mest innovative og fremsynede byggeri, der efter sigende kostede et års skatteindtægt, da det blev bygget i 1950’erne; penge, der for længst er tjent ind igen.
Ikke langt derfra (alting ligger lige om hjørnet i Aalborg) findes byens kunstmuseum, skabt af arkitekten Jean-Jacques Baruël (trods navnet aarhusianer) i samarbejde med hans lærermester Alvar Aalto. Man nævner altid kun Aalto, for det er der mere berømmelse i. I mellemkrigstiden bredte den lokale arkitekt Carlo Odgaard sig med sit enestående funkis-byggeri over det meste af byens hovedgade Vesterbro. Gaden er internationalt anerkendt for netop dette, men det ved de færreste indbyggere, og man lader gaden forfalde p. gr. a. manglende vedligehold og forurening.
Det skyldes bl.a. at man har et uhøjtideligt forhold til byplanlægning. Forleden tog man fliser op ét sted i byen fordi man manglede dem et andet; et par uger efter blev de taget op dér og flyttet til et tredje sted. Den slags tåbeligheder går ikke aalborgenserne på for de er vant til at deres by ligner en byggeplads. Dertil hjælper også en række uvirksomme kridtgrave. Den slags signalerer både fortid og vækst, og det kan de lokale lide.
Sådan er Aalborg underlig modsætningsfyldt. I min digtsamling ”BYEN” fra 2015 (Forlaget Nordkraft) pegede jeg på dette i digtet ”Gensyn med Byen”, som lyder:
Gensynet med Byen/blev poetisk og prosaisk/banalt og vulgært.
Som var jeg på en/gudløs pilgrimsrejse/turist på en billig afbudsrejse eller en vildfaren opdagelsesrejsende/med ituslået kompas.
Men gensynet rummede også/en vis kærlighed/en imponerethed over udviklingen/og genkendelse af nogle dyder trods alt.
Jeg forlod en doven by/en ureflekterende by/en uskøn by/en neurotisk by. En opgravet by.
Jeg vendte tilbage/til en travl by/en by med mål og med/en by med sin egen umotiverede skønhed
en mere afklaret by. Men stadig en opgravet by.
Jeg var i Byen igen. Søgende – men efter hvad? Undersøgende – men hvorfor? Undrende – over hvad?
Måske bare mig selv. I Byen igen.
Slutteligt skal blandt herlighedsværdierne nævnes, at Aalborg Lufthavn ligger 6 km fra centrum; man kan altså hurtigt komme væk.