Far 100 år – nødvendig nekrolog
Den dag, dette publiceres, 22. juni 2021, er det min fars 100 års fødselsdag. Han døde 11. august 2015. Man vælger ikke selv sine forældre, og derfor må det være en ret at være utilfreds; især når man som jeg mener, at blod ikke er tykkere end vand. Dette er et forsøg på en nekrolog over min far. Men også et måske lidt ufølsomt farvel. I 1809 skrev den nu ukendte digter Carl Søeborg visen ”Om hund’red år er alting glemt”, så det er med stor overbevisning og sindsro, at jeg på denne dag forsøger at parkere erindringen om min far i glemmebogen – om end det ikke er let.
I John Lennons legendariske sang ”Mother” fra 1970 lyder det: ”Father, You left me, but I never left You. I needed You, You didn’t need me”. Denne anklage kunne jeg gøre til min, dog omvendt. Jeg kan sige om min far, at han havde brug for mig, jeg ikke for ham. Jeg har i kapitlet ”Man gjorde et barn fortræd” her i erindringerne skrevet: ”Fra jeg var barn blev mine øren fra morgen til aften tudet fulde af hvor fantastisk og unik jeg var. Det stod min far for. Det var ved Gud ikke let at være barn af en far, der uophørligt betonedede det fantastiske og unikke. Selv i dag har jeg ar på sjælen af den trafik.”
Min far brugte sit liv på alt andet, end det, han ville og måske havde kunnet. Han levede derfor et indre liv som et skuffet og uforløst menneske, og et ydre liv som en lallende klovn, der kompenserede for de uindfriede forventninger til livet ved at snyde og bedrage, menneskeligt og konkret. Han var en slags mental gentlemantyv, som allerede da jeg var barn, udnyttede mig i den klassiske forbrydelse at leve dele af sine drømme ud gennem mig. At blive kendt, f.eks.
Min far ville gerne have været skuespiller og ”læste” som ung mand en kort tid hos skuespilleren Holger Gabrielsen, indtil min farfar opdagede det og hejste stop for den “ugudelige” idé om at blive skuespiller. I stedet gjorde far hele den verden, han færdedes i, til en scene med ham som stjerne, uanset om han var kirketjener, gartner, blomsterhandler eller hvad han ellers beskæftigede sig med. Det gik ofte ud over min mor og det gik ud over mig, somogså skulle være “stjerne”. Min tidligt udviklede stærke vilje forhindrede far i at gøre mig til en marionetdukke i sit amatørteater, men så var det, at han skubbede mig foran sig som et særligt barn med helt unikke evner og gudgivne ”gaver”, der fortjente særlig opmærksomhed. Og – ikke at forglemme – hans søn. Det er sket før i historien, men her var det altså mig, der var offeret.
Min far mente, at skuespillerens metiér netop handlede om at fremstå som en anden, end den han var, og det gjorde han med en vis professionalisme. Han var for ubegavet til at udøve systematisk vold og jeg har aldrig oplevet ham udøve fysisk vold. Men han excellerede i en slags mental udnyttelse, mere eller mindre bevidst. Allerede som halvstor knægt fik jeg enorm frihed og ansvaret fulgte med, selvom jeg slet ikke kunne bære det. Jeg fik aldrig at vide når noget jeg gjorde ikke var i orden. Så måtte jeg bare tage tævene og forsøge at forstå hvad der gik galt. I hans eneste arv til mig, en mængde scrapbøger og arkivbokse om mine meritter, er ethvert spor af fiasko fjernet.
Anekdoterne om min far vil nok stadig dukke op her i erindringerne pgra deres underholdningsværdi, men også fordi de er absurde og grænseoverskridende, og kataloget over meningsløs humor når han optrådte som sin tids stand up’er, er enormt. F.eks. når han under den udtalte devise ”der skal være en klovn i ethvert cirkus” fungerede som kirketjener i Ansgars Kirken, hvor han, overstrålende alle i sit fornemme mørke jakkesæt og storsmilende (han havde gebis efter en ulykke som teenager), udsatte præster og kirkegængere for spot og spe. Eller da han som blomstersælger sang priserne ud fordi han stammede (eller gjorde han?).
Jeg har altid tvivlet på ægtheden af alt hvad min far gjorde og sagde. Bedre blev det ikke af, at det meste foregik i det missionske og kirkelige univers, hvor vores familie hørte hjemme, både privat og arbejdsmæssigt. Især et af hans ”glansnumre” fik afgørende konsekvenser for min tvivl. Det udførte han en dag i 1980, da han fortalte min mor, at det var ham, der var far til det barn, hendes bedste veninde lige havde født. Min mor forsøgte selvmord, men overlevede, og hun blev hos ham. Da mistede jeg min sidste rest af respekt for ham – og en del af respekten for min hende.
35 år senere døde han, og selvom jeg havde besøgt og forsøgt at udøve omsorg for mine forældre i de mellemliggende år, var forholdet til ham borte, da min mor døde. Jeg kunne ikke besøge ham i hans sidste, meget ensomme år, endsige ved hans dødsleje.
Man bør ikke tale ondt om de døde, siges det, og dette klageskrift må jeg selv forklare og forsvare over for mig selv og Vorherre, men jeg føler, det er nødvendigt. Min far gjorde meget for mig, men ikke ret meget godt. Min mor gjorde ikke meget for mig, men det meste var godt; hende elskede jeg. Hun ville være fyldt 100 år 2. oktober, altså om 100 dage. Så bringer jeg kapitlet ”Mors sidste svigt”. Foreløbigt må jeg slutte som Lennon gjorde i sin sang: ”So, I just got to tell you: Goodbye, goodbye”.