Rigtige venner…
“Rigtige venner kan ej købes” for penge sang Jodle Birge Lønquist i 1988. Mange vil mene, at teksten ikke har de store litterære kvaliteter, og at der, hvad det musikalske angår, nok er set mere epokegørende mesterværker. Men budskabet? Det kan man ikke tage fejl af, og når Birge skriver ”ej” i stedet for ”ikke” giver det – ud over at løse et metrisk problem – et tidløst perspektiv. Næppe mange kan være uenig i, at rigtige venner ikke er noget man kan købe sig til. Hvis man ikke vil nøjes med fakevenner på Facebook eller drukvenner på den lokale, så skal der andre midler til, end cool cash.
På trods af min klassiske musikuddannelse, der i 70’erne var sekterisk, feinschmeckerisch, smagsdommeragtig og andet ekskluderende, har jeg altid haft veneration for popmusik. Jeg kan simpelthen lide lyden af den, især da rock’en kommer til og i første omgang bliver slået i hartkorn med pop og andet under betegnelsen rytmisk musik. Det er naturligvis tåbeligt, for ”klassisk musik”, som burde kaldes ”historisk musik”, er jo ikke urytmisk; distinktionen opstår fordi de klassiske smagsdommere kun kan bedømme nye strømninger med klassiske normer og dér går man (stadig) helt galt i byen.
Nå, men jeg har altid lyttet til pop, og allerede i min studietid anerkendte jeg den, trods mit klassiske udgangspunkt, på dens egne præmisser. F.eks. da et af de specialer, jeg skrev, handlede om Jethro Tull’s album ”Aqualung”, vel at mærke mest som en analyse af tekstuniverset, bl.a. fordi der ikke fandtes analyseredskaber for ”rytmisk musik”. Det giver ikke mening at tale om hoved- og sidetemaer, modulation og reprise, tritonussubstitution osv. Specialet måtte bedømmes ad to omgange – første gang fik jeg et 5-tal, anden gang et 10-tal. Stort set det samme skete i øvrigt, da jeg skrev musikhistorisk speciale med udgangspunkt i DDR-musikologen Georg Kneplers storværk om musikken i 1900-tallet. Det var alt for politisk…
Gennem årene har jeg lavet utallige poparrangementer, lyttet til mere pop, end klassisk, sunget med på pop, lejlighedsvis danset til den og ofte tudet over den. Jeg synes, at ABBA var fremragende, The Doors, Kraftwerk, Savage Rose og alle de hedengangne grupper har formet mit musikalske liv (Beatles noget mindre) og vor tids herlige popkvinder som Helene Fischer, Carla Bruni og Lena Philipsson er skønne sangere. For nu at nævne nogle nedslag i det, man kalder ”rytmisk musik”.
Jeg kan den klasiske musiklitteratur udenad, forfra, bagfra og i søvne rent intellektuelt, men det er efterhånden sjældent, at fortidens musik virkeligt rører mig (med Bach som den evige undtagelse). Det, der får hjertet til at banke lidt hurtigere (og måske i takt) kommer fra det, man kalder pop. Fra begyndelsen holdt jeg af og respekterede Birge Lønquists ærlige budskaber, uanset at både ordene og musikken kaldtes banale og trivielle.
Når megen popmusik handler om hjerte og smerte kan det være fordi det er det, selve livet handler om. ”Jeg elsker dig” er måske det mest sande og afgørende, man kan sige. Der findes næppe et mere anvendt eller sandt udsagn – gentagelser gør ikke banalt.
Somme vil mene, at popmusik er et kapitalistisk fænomen; at den lever af laveste fællesnævner, når bare der er penge i det; at det er noget midlertidigt bras langt fra ”kunstmusik” af for længst afdøde komponister, der åbenbart alle var mestre på et eller andet niveau. Hvis man mener det, har man ikke for alvor forstået Jodle Birge. Rigtige venner kan nemlig ej købes for penge eller andet ragelse.