ER INDRE igen

Jeg har tidligere skrevet her i erindringerne om mit forhold til – erindringer. Lidt teoretisk ud fra grundsynspunktet, at det at erindre ikke umiddelbart er synonymt med at huske. Som det udtrykkes på tysk erinnern handler det om at gøre noget ydre til noget indre. Som jeg også skrev, så har de seneste års beskæftigelse med erindringer både på et teoretisk og et praktisk plan ”gjort noget ved mig”, som jeg bruger megen energi på at udforske. Hvad gør det ved mig og hvordan? Hvorfor tør jeg endnu ikke spørge om.

Efter et par måneders tænkepause er www.engang.nu på banen igen. Jeg fortsætter hvor jeg slap, men tror, at det ville være godt med en slags orientering om, hvordan erindringerne bliver til. Det begynder naturligvis med selve det at opleve. Det har alle mennesker jo fælles helt fra fødslen og i øvrigt fælles med dyr og måske andre levende organismer. Men bevidstheden om oplevelserne er vi blandt alle skabninger ene om. Måske.

For mig vågnede bevidstheden om bevidsthed da jeg var ni år. Ikke at jeg ikke husker noget før, men det var som ni-årig at det gik op for mig hvad det vil sige at gøre ydre oplevelser til indre bevidsthed. Her vågnede for alvor evnen hos mig til at sætte oplevelser i relation til hinanden, systematisere og arkivere dem og finde veje til at anvende dem – det man kalder erfaring, at vandre igennem dem – med det formål at gøre dem brugbare i livet som sådan.

En del af denne bevidst- og bevidsthedsgørelse blev også i den alder at nedskrive dette og hint. Der findes næppe én dag, hvor jeg ikke har skrevet en tekst (de fleste dage flere, nogle dage mange), som jeg også har gemt. Af årsager jeg ikke kender, for jeg er et menneske, der ikke gemmer ting, men rydder op og kassérer i ét væk – som en passion eller sygelig vane. 

Det er disse tusindevis af tekster, jeg for 5-6 år siden dykkede ned i. Da var min far, som den sidste ”bagud” i min familie, død, og det var en stor lettelse sådan at indtage pladsen som familiens ældste. Det giver ingen særlige pligter eller rettigheder i min familie, og det undrer mig meget, at det ikke fik mig til at se fremad, men bagud. Hvorfor?

Min efterforskning – og oprydning – lod ca. 1.200 tekster tilbage, og det er dem, jeg siden 3/2-2019 (på min 65 års fødselsdag) begyndte at udgive på internetdomænet www.engang.nu. Førend de publiceres foretager jeg en sproglig, men ikke indholdsmæssig, redigering. Fortiden får så at sige lov at tale for sig selv. Der kommer en del nye tekster til, for jeg erindrer og erfarer jo stadigvæk, og når nutiden lejlighedsvis får lov at overhale fortiden sker der ofte (i hvert fald for mig) spændende ting. 

De to første år er der publiceret ca. 70 tekster pr. år, og fortsætter dette er der altså stof til ca. 20 år. Både min oldefar, min farfar og min far rundede de 90, så selvom det er Vorherre der regerer, så kan det jo være, at jeg når at opleve alt det, jeg erindrer – eller omvendt. Selvom man siger, at Vorherre ser alt, kan jeg jo ikke være sikker på, at han ser www.engang.nu.