At anmelde musik

I aftes var jeg til koncert i Aalborg med det formål at anmelde den til det nye organ www.kulturen.nu, et meget kvalificeret site, der opstod da tryksagen Nordjyske Stiftstidende (eller Nordtyske Stiltiende, som jeg ynder at kalde den) for et par år siden nedlagde sin kulturredaktion. www.kulturen.nu har bedt mig stå for den klassiske musik som skribent og anmelder. Den metiér er ikke fremmed for mig – faktisk har den fyldt en stor del af mit brogede arbejdsliv.

Det begyndte, da jeg som studerende i 1977 fik overdraget stofområdet på daværende Aalborg Stiftstidende, dengang én af de største regionsaviser i landet. Der anmeldte jeg flere hundrede koncerter (efterhånden også ikke-klassiske, bøger m.m.) og kommenterede kulturpolitik og den slags. Med en kort pause, hvor jeg var musikmedarbejder på Weekendavisen (vi klædte ikke hinanden) varede dette ved i et årti samtidigt med at jeg var på fuld tid i DR – og i øvrigt også anmeldte/kommenterede for Kristeligt Dagblad (dét lå mit hjerte nært).

Midt i det hele fjernstuderede jeg et par år på Humboldt Universitetet i Berlin og skrev speciale om musikkritikkens historie. Gennem flere år holdt jeg i maj en forelæsning på Humboldt om samme emne. Dette bevidstgjorde min kritikergerning, og jeg introducerede hvad jeg kaldte ”alment anmelderdømme”. Med inspiration fra Luthers ”almene præstedømme” mener jeg, at enhver, der oplever kunst, må have sin personlige mening om den. Men – og det er mit udgangspunkt: når nogle særligt udvalgte har til opgave at publicere deres mening beror det på mindst to kvalifikationer: 1) at man har en faglig baggrund og 2) at man kan skrive. De to lever jeg op til. Jeg har omfattende musikstudier bag mig og jeg har lært at skrive. 

Alligevel prøvede jeg at sætte mig i den almindelige musikoplevers sted, bl.a. inspireret af mit store idol på området, forfatteren G. B. Shaw, der i sine anmeldelser medtog hele oplevelsen – f.eks. togturen til koncertsalen, sangsolistens kostume, sidemandens dårlige ånde og den slags. Kort sagt alt det, der påvirker oplevelsen. En inspiration var også Tom Kristensen, der kaldte sig anmelder frem for kritiker netop for at give andre læsere rum til at danne deres egen mening. Kristensen er i øvrigt citeret for at ”enhver anmeldelse er præget af anmelderens aktuelle maveonde”. 

Mine anmeldelser faldt ikke altid i god jord. Læserne, de mere eller mindre uskyldige ofre og især koncertarrangørerne mente, at min ”udenomssnak” var malplaceret og ukvalificeret og mit sprog uhøvisk og direkte fornærmende. Ikke sjældent var avisens læserbrevsspalter fyldt med kritik af mine anmeldelser, og engang sagde redaktøren, at jeg da måtte forsvare mig. Det gjorde jeg i to kronikker, hvor jeg fortalte om mine smukke hensigter, men i øvrigt nok lidt for hovent for de nordjyske læsere, henviste til Johannes Evangeliet kap. 19, v. 22, hvor Pilatus siger: ”Hvad jeg skrev, det skrev jeg”. Modstanden fik jeg også at føle gennem anonyme henvendelser, herunder et par gange trusler på mit liv! Men så tænkte jeg på min guru Shaw.

Han var en særdeles udskældt kritiker på avisen The Star i nogle år omkring 1890. Højdepunktet i mine forsøg på at leve op til ham nåede jeg da Vendsyssel Festival – en af Europas største – engang overfor avisen frabad sig mine anmeldelser (hvilket avisen selvfølgelig ignorerede), som de syntes ikke ydede festivalen retfærdighed. Dette skete også for Shaw med begrundelsen at man, med de anmeldelser han leverede, ikke ”kunne betragte ham som en gentleman”. Det gav han ret i: ”Jeg har aldrig kunnet se, hvordan en Kritikers Pligter, som bestaar i at komme med pinlige Bemærkninger om de mest følsomme af hans Medskabninger, skulle kunne forenes med en Gentlemans Opførsel” som han svarede. Engang hviskede min ven Bo Grønbech, højærværdig domorganist i Helsingør, ironisk til mig før en koncert ”Slagt mig blidt”. Det gjorde jeg naturligvis ikke. Mit formål var ikke at agere sur, endsige slagter, bare at beskrive min oplevelse.

Jeg fik travlt på DR, flyttede til København og indstillede anmelderiet – for en tid.

Tilbage i Aalborg, og efter tyve års anmelderpause, bad kulturredaktøren på nu Nordjyske Stiftstidende i 2006 mig om at anmelde årets Vendsyssel Festival, hvilket jeg gjorde glad og gerne (og måske med et slet skjult diabolsk smil), men i den sidste anmeldelse ”fyrede jeg mig selv” som redaktøren skrev uforstående. Rigtigt var det: jeg proklamerede i artiklen at dette ville blive mit livs sidste anmeldelse. Det blev det så ikke. 

Der er gået 15 år, nu anmelder jeg på www.kulturen.nu og holder allerede af det. Det er som at køre på cykel igen, for – helt ubeskedent: jeg har forstand på musik, jeg mener noget om alting – og jeg kan skrive!