Jeg gider ikke dovenskab
Søren Aabye Kierkegaard gad ikke. Som han skrev i 1848: “Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke”. Det er jo et noget bastant udsagn fra én af historiens mest flittige filosoffer. Måske skrev han det for sjov, måske var han sur fordi Regine Olsen lige var gået uden at tage ham med.
Som med så meget andet, så er jeg enig med SAK. Der er meget, jeg ikke gider, herunder at ride og ligge. Det er spild af tid. Det er det også at holde ferie, vaske gulv, skændes om uvæsentlige emner som penge og andet materielt – og meget andet. Lediggang kan være roden til alt godt fordi den som regel er kortvarig og dermed effektiv og fordi den simpelthen er skræmmende indholdsløs.
MEN: dovenskab er absolut NoGo i mit liv! Mit skrivebord er næsten altid tomt og det fordi jeg har travlt, men er effektiv og flittig. Jeg har gjort det til en vane at begynde dagen med de tungeste sager, ellers vokser de sig større i løbet af dagen. I øvrigt begynder min dag senest 5 morgen og i 3-4 timer når jeg hvad mange når på en dag. Efter en formiddagsøl på den lokale arbejder jeg videre. Efter min afternoon G/T og en god middag går jeg til koncert eller i teatret og det er også en slags arbejde for mig.
Når jeg praler af den smukke egenskab, der kaldes flid, er det egentlig ikke fordi jeg føler mig særligt særlig, det er snarere en konstatering. Jeg har hele livet kæmpet for det privilegium kun at lave, hvad jeg har lyst og kvalifikationer til; det er lykkedes det meste af tiden. Jeg arbejder dog også af nødvendighed, ikke den, der handler om penge og den slags, men jeg mener, at mit (og mange andres) arbejde tjener et højere mål og jeg er af den opfattelse, at man har en næsten gudgiven pligt til at udnytte de talenter, man er født med eller har dannet sig til.
Af samme grund holder jeg ikke ferie. For en del år siden blev jeg bebrejdet af en DR-administrator fordi jeg ikke havde holdt ferie i flere år. Den slags går ikke, det er rent faktisk forbudt iflg. en eller anden lov. Han vidste det, fordi jeg aldrig havde skrevet “F” på mine arbejdssedler, som jeg i øvrigt også var bagud med at udfylde. Løsningen blev at jeg skrev en mængde F’er ind de kommende måneder, men selvfølgelig arbejdede jeg videre. Så hørte jeg ikke mere til det. I øvrigt har jeg også være forskånet for alt for mange sygedage i mit lange arbejdsliv.
Jeg mener ikke, at mennesker ikke skal holde fri, ferie, sygedage og den slags. Det er bare ikke mig. Jeg sætter mig så mange deadlines og på et tidspunkt kommer den endelige jo. Men der er lige en del jeg skal nå inden, så jeg standser dette lille essay om dovenskab her og iler videre…