Mor 100 – sidste svigt

Den dag dette publiceres, 2. oktober 2021, ville min mor være blevet 100 år. Det gjorde hun ikke, for 6. oktober 2012 valgte hun at tage sit eget liv. Det blev hendes sidste svigt, for selvmord er massemord i min optik. For et par år siden skrev jeg her i erindringerne et kapitel betitlet “Mors første svigt”, og dette handler så om hendes sidste.

Min mor var ikke et svigtende menneske. Hun var trofast af natur og på alle måder ét af de mest prægtige mennesker, jeg har mødt. Altruistisk, gudfrygtig, smuk, empatisk, musikalsk, begavet, talentfuld og meget andet; et i dybeste forstand godt menneske. Hun var i sjælden grad nærværende, kunne lytte og synge, give gode råd om livet og døden, passe på og have omsorg for andre, være selvudslettende for at give de svageste selvværd – og meget andet godt. Hun havde en melankolsk grundstemning, men udstrålede alligevel en stille, poetisk glæde.

Kærligheden til min mor voksede langsomt frem da jeg var teenager og kom ud af barnets afhængighedsforhold til ophavet. Da jeg blev voksen blev vi fortrolige med og overfor hinanden. Hun var en af mine bedste kritikere ud fra en uudsagt devise om “at jeg ikke skulle tro, at jeg var mere eller bedre end andre” (hvilket min far ideligt bildte mig ind). Min mor havde en veludviklet retfærdighedssans og tro på at alle var lige for Gud og at det var en pligt for mennesker at leve denne smukke tanke ud.

Hun havde sikkert ikke noget nemt liv. Når jeg udtrykker tvivl om det er det fordi jeg ganske enkelt ikke var så tæt på hende, at jeg med sikkerhed kan vide det. De ydre forhold var så nogenlunde i orden: ikke nogen overdådig rigdom, det materielle hang lige nøjagtigt sammen. Et langt ægteskab, desværre skæmmet af min fars svig som jeg beretter om i en anden erindring. Hun nød stor respekt og kærlighed fra andre mennesker, men, tror jeg, havde også en vedvarende skuffelse over at livet ikke for alvor levede op til hendes idealer. 

De sidste år var de sværeste. Jeg besøgte hende jævnligt, men hun blev mere og mere ukendelig. Fra at være et åndsfrisk og engageret menneske sank hun ned i apati og fravær. Ukontrolleret overmedicinering med psykofarmaka gjorde sit til ulykken. Sidste gang jeg så hende var på fødselsdagen 2. oktober 2012; hendes øjne var helt sorte – også hendes sjæl virkede formørket. 

Fire dage efter gik hun fra hjemmet i Aalborgs centrum og kastede sig i fjorden. Hun blev reddet, men senere på dagen slukkede man for den respirator, der holdt hende i live. Jeg var ikke tilstede, følte mig svigtet. Selvmord var ikke en mulighed for min mor. Hun talte et utal af ulykkelige mennesker fra selvmord, men for hende blev det så den eneste udvej.

Hvad tænkte hun da hun gik sine sidste skridt hen mod fjordens kolde vand? Bad hun Fadervor eller havde hun mistet sin grundfæstede tro?