Credo 2 – Kirkelig Teenager

Vejen til Folkekirken var kort for mit vedkommende. Jeg havde levet med den altid, fordi mine forældre arbejdede i den parallelt med deres engagement i frikirken. I 1946 blev min far kirketjenerafløser i Ansgars Kirken (senere blev han egentlig kirketjener). Både min mor og far sang i nogle år i samme kirkes kor og min mor havde en rengøringstjans der. Hun var også i årtier frivillig medarbejder i Kirkens Korshær. Fra jeg kunne gå fulgte jeg med min far når han forberedte gudstjenester, bryllupper og begravelser, og også senere, da han, samtidigt med Ansgars Kirken var afløser i både Hasseris Kirke og Vor Frue Kirke. Også her lærte jeg kirkerummet, sakristi og sjove skjulte rum at kende og det var en lyst at komme i kirkerne. Jeg lærte naturligvis også de kirkelige koder at kende: omgangstonen, ritualerne, samværsformerne og den slags.

En afgørende, næsten skæbnesvanger, udvikling tog sin begyndelse, da organisten og komponisten Erling D. Bjerno tiltrådte som Ansgars Kirkens organist. Jeg var 12 år og begyndte straks at modtage undervisning hos denne kontroversielle komponist og dette komplicerede menneske. Undervisningen udgjorde ikke blot en times ugentlig orgelspil, men flere timers “mesterlære” ugentligt i hans hjem, hvor der også var komposition, musikteori, musikhistorie, hørelære og andet på skemaet. Snart syntes min vej mod musikkonservatoriet banet og jeg blev optaget i 1970, 16 år gammel. Når jeg anvender ordet “skæbnesvanger” er det fordi det omfattende samvær med et dystopisk menneske som Bjerno – og en ung, søgende teenager – fik fatale følger for mig; en erindring, der må bringes særskilt på et tidspunkt.

Dog vakte Bjerno min interesse for at skrive musik. Jeg havde gjort forsøg allerede som 9-årig, men nu rettedes min interesse mod kirkemusik – naturligt for et ungt menneske, som dybest set var kristent. Jeg begyndte altså at skrive forholdsvis traditionel kirkemusik, men blev langsomt men sikkert draget ind i et mere eksperimenterende univers, der ofte udfordrede kirken som institution og sammenhængen med kristendommen. Jeg fandt ud af, at de to hverken er betingede af hinanden og tilmed ofte er hinandens modsætninger. Da jeg kom på konservatoriet blev jeg samtidigt fast organist (som nævnt 16-årig) i den lille landsbykirke i Ørum i Vendsyssel, hvor jeg blev indtil 1978, ligesom jeg vikarierede i en del kirker i Aalborg og det øvrige Nordjylland.

Nu begyndte en periode med oprør og opgør med institutionen Folkekirken og ikke mindst den måde, mange udlevede den kristne tro på – det, der senere blev betegnet som “kulturkristendom”. Her mødte jeg reminiscenser fra min barndoms pietistiske og hykleriske trospraksis i Missionsforbundet. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Oprør førte til opgør men først flere år senere. Den naturlige scene for oprøret var – Folkekirken.